Ny chef er en af Danmarks bedste erhvervsjournalister

30-årige Peter Munk Simonsen er ny erhvervsredaktør for Nordjyske, chef for Det Nordjyske Mediehus’ nye satsning Vigeur og nyt medlem af den redaktionelle ledelse

Man får jo lyst til at dyrke det, man er god til, siger erhvervsjournalist og redaktionschef Peter Munk Simonsen.

Man får jo lyst til at dyrke det, man er god til, siger erhvervsjournalist og redaktionschef Peter Munk Simonsen.

Erhvervsstof er for alle. Erhvervshistorier handler om alle. Indirekte eller direkte. De handler om, hvor vi bruger vores penge eller vores tid, og de handler først og fremmest om mennesker.

Sådan lyder det fra Peter Munk Simonsen, der netop er tiltrådt som redaktør for både Nordjyskes erhvervsredaktion og Det Nordjyske Mediehus’ nye satsning Vigeur.

- Der er altid mennesker bag en virksomhed. Måske er den startet i en kælder af én, der har fået en ide, som har knoklet og derved skabt en succesrig virksomhed. Det er fascinerende, siger erhvervsredaktøren, som er havnet på den rette hylde.

- Erhvervsstoffet bør være kernestof for enhver avis med respekt for sig selv, siger han i hvert fald.

Men faktisk var det en tilfældighed - som så meget andet i livet, filosoferer han - at erhvervsstoffet blev hans område. Det var på erhvervsredaktionen, der var en plads, da han som studerende fik praktikplads på Jyllands-Posten, men den sportsglade vendelbo var straks fanget og viste sig at have flair for stoffet. Det førte til fastansættelse og kort tid efter en ledende stilling til den da kun 25-årige journalist. Peter Munk Simonsen blev igen overrasket. Han befandt sig godt i rollen og noterede sig, at andre syntes, han gjorde det godt.

- Og man får jo lyst til at dyrke det, man er god til, siger Peter Munk Simonsen, der siden har kombineret journalistikken med ledelsesfunktionen.

Undervejs er den nu 30-årige Peter Munk Simonsen blevet gift med sin ungdomskæreste hjemme fra Hjørring, hvor parret nu bor igen - tæt på bedsteforældrene til den datter parret fik for halvandet år siden.

Med sit nye job hvor Peter Munk Simonsen skal være leder for to redaktioner og indgå i mediehusets redaktionelle ledergruppe, forudser han, at det ikke er lige nu, at han får mere tid til fritidsaktiviteter som løb eller fitness, som han nedprioriterede for ret præcist halvandet år siden.

Vigtigere er at stå i spidsen for erhvervsredaktionens fortsatte forandring i tider, hvor digitale medier tager over for print. Peter Munk Simonsen glæder sig i den forbindelse over, at hans egen forkærlighed for erhvervshistorier med mennesker i centrum spiller godt sammen med, hvad læserne helst vil have på nordjyske.dk - altså historier om mennesker.

På trods af den omfattende ledelsesopgave satser Peter Munk Simonsen på at bidrage med sin egen journalistik, og det kan læserne glæde sig til. Chefredaktør Karl Erik Stougaard præsenterede internt Peter Munk Simonsen som “en af de bedste erhvervsjournalister herhjemme”.

Erhvervsredaktøren smiler af den beskrivelse, minder om, at han er nordjyde og siger så:

- Jeg er ikke den dårligste.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.