Ny foreløbig bund for tvangsauktioner i februar

Antallet af tvangsauktioner har været historisk lavt de seneste mange måneder og dykkede igen i februar.

Det er meget få boligejere, der kommer så meget i uføre, at de bliver nødt til at sætte huset eller lejligheden på tvangsauktionen.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, som har opgjort antallet af tvangsauktioner i februar til 93, når man korrigerer for sæson.

Det tal er ikke set lavere siden marts 2007 og ligger på linje med tallene for de seneste fem måneder, hvor antallet af tvangsauktioner har ligget og vippet omkring 100.

- Det meget lave antal tvangsauktioner er blot en i rækken af bomstærke nøgletal fra boligmarkedet.

- Det vidner i den grad om, hvor solid boligejernes privatøkonomi er med høj jobsikkerhed og velpolstret pengepung, skriver privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank i en analyse af tallene.

Han noterer sig også, at det stærke boligmarked lige nu betyder, at det er lettere at sælge en bolig i fri handel, hvis man kommer i økonomiske problemer.

I Dansk Industri konstaterer boligøkonom Bo Sandberg ligeledes, at tallene tegner et billede af velpolstrede boligejere.

Han advarer dog mod, at boligmarkedet har udsigt til mere stride vinde i år end de foregående to år.

- Der er generelt kommet stigende usikkerhed i verdensøkonomien. Og ikke mindst de boligejere, der opvarmer med naturgas, mærker i øjeblikket en kraftig udgiftsstigning, som kommer ovne i de stigende boligrenter, vi allerede har set fra starten af året, skriver han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.