Erhverv

Ny lånemulighed kan lette førstegangskøberes boligøkonomi

Med en ny kombination af realkreditlån uden afdrag og et banklån får yngre boligkøbere mere fleksible vilkår.

Danske Bank-koncernen kommer nu de boligejere i møde, der gerne vil have større fleksibilitet i måden, de afdrager deres boliggæld på.
Danske Bank-koncernen kommer nu de boligejere i møde, der gerne vil have større fleksibilitet i måden, de afdrager deres boliggæld på. Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Hidtil har det været forbeholdt ældre boligkøbere med høj friværdi at få adgang til 30-årige fastforrentede lån med afdragsfrihed i hele låneperioden.

Men nu lemper Realkredit Danmark på vilkårene for det såkaldte Flexlife-lån, hvor man selv kan skrue op og ned for afdragene efter behov.

Tidligere kunne man kun få lånet, hvis man selv kunne stille med 25 procent af boligens værdi i udbetaling eller havde en tilsvarende eksisterende friværdi.

Fremover vil man nøjes med at kunne låne yderligere 20 procent via et banklån, så det kun er nødvendigt at stille med fem procent i udbetaling.

Det vil blandt andet give yngre boligkøbere mulighed for at komme ind på boligmarkedet, fordi de kan afdrage på deres gæld i et lavere tempo og på mere fleksible vilkår.

- Fleksible afdrag på lånet inden for en aftalt ramme kan være med til at skabe bedre balance i kundernes økonomi og mulighed for gradvist at opbygge friværdi, uden at de behøver at vælge et rent afdragsfrit lån, siger Kamilla Hammerich Skytte, der er administrerende direktør for Realkredit Danmark.

Det kræver fortsat, at man er kreditvurderet til et 30-årige realkreditlån uden afdrag for at komme i betragtning til den nye finansieringsmulighed.

Derfor vil lånet ifølge Realkredit Danmark heller ikke være med til at presse boligpriserne yderligere op.

Og det er fornuftigt, lyder det fra Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Han opfordrer til, at realkreditselskabet holder fast i det nuværende kreditgivningsprincip.

- Jeg er så gammel, at jeg kan huske indførelsen af de afdragsfrie lån. Meldingen var, at de kun skulle langes over disken i specielle situationer til specifikke kunder.

- Men så kom konkurrencen og tog over, fordi kunderne bare gik over gaden til en anden bank, hvis de fik nej i den første. Så det er vigtigt, at Danske Bank fastholder kreditpolitikken, siger Morten Bruun Pedersen til Finans.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden