Nye prisstigninger på vej: Her er varerne, du skal betale mere for
Særligt de varer, der bliver puttet i indkøbsvognen i supermarkedet, skal have endnu et nøk opad, viser nye tal

Landbrug & Fødevarer anslår, at fødevarepriserne i år vil stige mellem 15-20 procent. Holder det stik, er der væsentligt mere i vente end de prisstigninger i dagligvarehandlen, vi allerede har set. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
NORDJYLLAND:De kraftigste prisstigninger i 40 år er ikke slut endnu, og særligt i dagligvarebutikkerne skal man berede sig på, at pengepungen kommer yderligere under pres.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at over halvdelen af detailbutikkerne – helt præcist 55 procent - forventer at hæve priserne over de kommende tre måneder. I dagligvarehandlen er det 82 procent.
- Enormt mange virksomheder har allerede hævet priserne, og enormt mange forventer fortsat at hæve priserne, skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
- Det sender et klokkeklart signal til danskerne om, at der fortsat er udsigt til mere brede prisstigninger. Danskerne oplever lige nu de kraftigste prisstigninger i næsten 40 år, og det er med al tydelighed ikke helt slut endnu, fortsætter han.
Endnu ikke slået igennem
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at det altså særligt er de varer, der bliver puttet i indkøbsvognen i supermarkedet, som skal have endnu et nøk opad.
Det er der flere årsager til. En af dem er, at de massive meromkostninger, som fødevareproducenterne er ramt af, endnu ikke er slået fuldt ud igennem i detailhandlen.
Alt lige fra energi til korn, emballage, gødning og basale råvarer som vegetabilske olier er steget voldsomt i pris. Der går dog typisk flere måneder, før sådanne prisstigninger kan ses ude i supermarkederne.
Værdikæden for fødevarer er nemlig lang – fra landmand til forbruger – og i detailhandlen indgås der prisaftaler, som ofte løber i seks måneder eller et år. Når de skal genforhandles i den kommende tid, slår prisstigningerne for alvor igennem, lyder vurderingen.
Landbrug & Fødevarer anslår, at fødevarepriserne i år vil stige mellem 15-20 procent. Holder det stik, er der væsentligt mere i vente end de prisstigninger i dagligvarehandlen, vi allerede har set.
De største prisstigninger ventes at skylle ind over blandt andet brød, pasta, kødprodukter, frugt og grønt og forarbejdede fødevarer.
Tøj, sko og elektronik
Også andre steder i detailhandlen skal forbrugerne i de kommende måneder have flere penge op af lommen.
Inden for kategorien ”anden detailhandel”, der bl.a. dækker over salg af elektronik, tøj, sko og bøger, forventer 42 procent af butikkerne at hæve priserne over de kommende måneder.
Inflationen i Danmark blev i maj målt til 7,4 procent – det højeste siden 1983. Hvor det i de foregående måneder især var energipriserne, der trak inflationen op, er prisstigningerne nu begyndt at blive mere bredt funderet.
- Den nuværende inflation svarer til, at en børnefamilie skal have mere end 32.000 ekstra op af lommen for at købe det samme i et årligt forbrug. Og det er altså helt og alene stigende priser, og ikke fordi man får mere for pengene. Det er et alvorligt indhug i en families husholdningsbudget, skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre i en kommentar.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.