virksomhedsregnskab

Nykredit med rekordoverskud for 2021

Nykredit har tjent mere end 10 milliarder kroner før skat på at låne penge ud til boligejere.

Nykredit låner penge ud til mere end 900.000 privatkunder via selskabet Totalkredit. (Arkiv)
Nykredit låner penge ud til mere end 900.000 privatkunder via selskabet Totalkredit. (Arkiv) Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Boligmarkedet har været brandvarmt i 2021, og det har realkreditselskabet Nykredit nydt godt.

Selskabet har onsdag præsenteret sit årsregnskab for 2021, der viser et resultat før skat på 10,7 milliarder kroner. Efter skat er der knap 8,9 milliarder kroner tilbage.

Det er det højeste overskud, realkreditselskabet nogensinde har leveret.

Årsagen er blandt andet, at Totalkredit, som er Nykredits privatkundeselskab, har øget sit udlån med 8,5 procent i løbet af året, så det nu udgør 866 milliarder kroner.

Mere end 900.000 boligejere har nu realkreditlån hos Totalkredit.

På samme måde har Nykredit Bank også øget sit udlån med 4,8 procent, ligesom Nykredit Wealth Management nu forvalter 438 milliarder kroner, svarende til en vækst på 18 procent.

- Vi offentliggør i dag et meget tilfredsstillende årsresultat, der er Nykredits bedste nogensinde.

- Det skyldes ikke mindst, at 2021 blev endnu et år med vækst og kundetilgang i både Nykredit Bank og Totalkredit, siger Michael Rasmussen, der er koncernchef, i en kommentar til regnskabet.

Nykredit har i løbet af året givet 1,7 milliarder kroner tilbage til kunderne i form af rabat på bidragssatsen.

Nykredit er hovedsageligt ejet af foreningen Forenet Kredit, hvis medlemmer er alle kunder i Totalkredit eller Nykredit.

Forenet Kredit ejer 78,9 procent af aktierne i koncernen, mens en række pensionskasser og fonde ejer de resterende aktier. Det drejer sig blandt andet om PFA Pension, AP Pension og Pensiondanmark.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden