Nyt skattetrick er gået viralt: Nu advarer en ekspert

Du kan få pengene i hånden nu eller vente til foråret. Men vær varsom, lyder det fra Skattestyrelsen

Årsagen til de mange tusinde danskere, som pludselig har fået færten af flere penge mellem hænderne, er en politisk aftale, som blev indgået tilbage i juni. <i>Foto: Henrik Bo.</i>

Årsagen til de mange tusinde danskere, som pludselig har fået færten af flere penge mellem hænderne, er en politisk aftale, som blev indgået tilbage i juni. Foto: Henrik Bo.

PRIVATØKONOMI:Et skattefif er gået viralt på de sociale medier og har fået danskere i titusindvis til at strømme ind på deres forskudsopgørelse.

Men selvom tricket kan være nok så reelt, risikerer man at påføre sig selv et skattesmæk, hvis ikke man passer på. Sådan lyder det fra både en skatteekspert og Skattestyrelsen.

Årsagen til de mange tusinde danskere, som pludselig har fået færten af flere penge mellem hænderne, er en politisk aftale, som blev indgået tilbage i juni. 

Her blev det, som en del af en kompensationspakke, besluttet at hæve beskæftigelsesfradraget midlertidigt med 1900 kroner.

Ved at logge ind på skat.dk og genberegne sin forskudsopgørelse kan man med få klik hæve sit fradrag – og dermed få mere udbetalt, end hvis man lader være.

Men man skal være varsom, lyder det fra Skattestyrelsen.

- Når man er inde på sin forskudsopgørelse for 2022, bør man samtidig sikre sig, at de øvrige oplysninger for indkomståret 2022 stemmer. Det gælder f.eks. løn, renter m.m. Vælger man alene at trykke på ’beregn’, uden at forholde sig til de øvrige oplysninger i forskudsopgørelsen, kan man utilsigtet risikere at give sig selv et skattesmæk, når årsopgørelsen kommer til marts 2023, skriver Skattestyrelsen i et opslag på Facebook som reaktion på de mange henvendelser, man har fået.

Her er ekstrabeløbet

For at opnå det fulde fradrag skal man tjene omkring 408.000 kroner om året. Men selvom beskæftigelsesfradraget i år er hævet med 1900 kroner, er det ikke det beløb, man kan se frem til at få udbetalt ekstra.

Det forklarer skatteekspert i BDO, Henning Boye Hansen, til TV 2.

- Det er ikke sådan, at man så sparer 1900 kroner i skat. Skatteværdien – det man reelt sparer – er cirka 25 procent af de 1900 kroner. Så derfor er det kun cirka 500 kroner, siger han og tilføjer, at blandt andet kommuneskatten, og hvorvidt man er medlem af folkekirken, også spiller ind på det endelige beløb.

Henning Boye Hansen opfordrer til, at man undlader at ændre i sin forskudsopgørelse, hvis ikke man har en meget udfordret økonomi. Så risikerer man ikke at gøre noget, der koster et skattesmæk efterfølgende.

Henning Boye Hansen, chefkonsulent og skatteekspert i revisionsfirmaet BDO. <i>Foto: Ritzau Scanpix</i>

Henning Boye Hansen, chefkonsulent og skatteekspert i revisionsfirmaet BDO. Foto: Ritzau Scanpix

En misforståelse

På de sociale medier har nogle ligefrem påstået, at pengene går tabt, hvis ikke man retter sin forskudsopgørelse nu.

Det er imidlertid forkert.

- Borgere, der ikke foretager en genberegning af deres forskudsopgørelse nu, vil i stedet få gavn af reguleringerne i marts 2023, da både reguleringen af beskæftigelsesfradraget og justeringen af trækprocenten automatisk indgår i den samlede beregning af årsopgørelsen for 2022, skriver Skattestyrelsen.

Man skal tjene cirka 34000 kroner om måneden før skat eller mere, hvis man skal kunne udnytte det forhøjede beskæftigelsesfradrag.

Tjener man mindre end det, får man intet gavn af forhøjelsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.