Økonom: Kortere arbejdsuger udhuler rekordhøj beskæftigelse
Den gennemsnitlige årlige arbejdstid er faldet 107 timer til 1412. Det svarer til en arbejdsuge på 32 timer.
Beskæftigelsen har gentagne gange slået rekord de seneste år, hvor det særligt under coronakrisen tog fart.
Men samtidig arbejder danskerne gennemsnitlig færre timer hver uge, og det er med til at udhule fremgangen.
Det viser en analyse foretaget af Anders Borup Christensen, der er cheføkonom i Dansk Arbejdsgiverforening.
- Stigningen i beskæftigelsen i hoveder har været en succes, men succesen har reelt været mindre, siger han.
- Når man tager højde for, at vi aldrig har arbejdet færre timer end i disse år, så har den faldende arbejdstid spist rigtig meget af fremgangen for beskæftigelsen de seneste to årtier.
Siden 2000 er beskæftigelsen på det danske arbejdsmarked steget med 280.000 personer til et rekordhøjt niveau på knap tre millioner.
Den gennemsnitlige årlige arbejdstid er samtidig faldet med 107 timer til 1412. Det svarer til en arbejdsuge på 32 timer, hvis man antager, at vedkommende arbejder 44 uger om året.
Når der tages højde for faldet, har der i virkeligheden været tale om en stigning i beskæftigelsen på blot 81.000 fuldtidspersoner, viser analysen.
Det skyldes særligt to ting, har Anders Borup Christensen noteret sig.
- Der er en effekt af, at vi har fået flere studerende og flere ældre på arbejdsmarkedet, som jo ikke arbejder fuldtid. Men det forklarer ikke hele udviklingen.
- Der er nemlig også en generel tendens til, at danskerne arbejder mindre, og det er med til at udhule fremgangen. Og nedgangen i arbejdstid har altså været ret markant.
Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at virksomhederne higer sådan efter flere hænder, siger han.
- Vi har været vant til at kigge på beskæftigelsen målt i personer, og det er også relevant nok. Vores ærinde med analysen er at pege på den dimension, at det har betydning, hvor mange timer der lægges på arbejdspladserne.
- Det er også en af forklaringerne på, at arbejdsgivere i en længere periode har råbt efter mere arbejdskraft og har store udfordringer med at finde nok medarbejdere på trods af rekordhøj beskæftigelse.
Analysen viser også, at det danske arbejdsmarked særligt har hentet mere hjælp uden for landets grænser.
Antallet af internationale medarbejdere er således steget med 113.000 fuldtidspersoner fra 2004 til 2021.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.