Ørsted-aftale sikrer gas til danske fabrikker næste vinter
Takket være den nye Baltic Pipe-forbindelse har Ørsted købt en stor mængde norsk gas til levering næste år.
Opdateret kl. 13:28
Danske virksomheder, der er afhængige af gas, behøver ikke at frygte, at vi løber tør for gas hverken denne eller næste vinter.
Det skriver Ørsted i en pressemeddelelse i forbindelse med, at man har indgået aftale med energiselskabet Equinor om levering af gas næste år i et omfang svarende til en fjerdedel af det forventede, samlede danske gasforbrug.
- Ørsted har med denne aftale, samt med produktionen fra Syd Arne-feltet og fra biogas, mere end dækket forbruget til sine egne kunder, der består af erhvervskunder i Danmark og Sverige, hedder det i pressemeddelelsen.
Nøglen til den nye aftale er den såkaldte Baltic Pipe-forbindelse, der er et rørsystem, der forbinder Nordsøen med Polen.
Baltic Pipe blev indviet tidligere i år og betyder, at norsk gas nu kan sendes til Danmark via rørledningen, der krydser Danmark fra øst til vest.
Aftalen giver genlyd i Dansk Industri, hvor branchedirektør Troels Ranis glæder sig over, at der nu er vished for, at der er tilstrækkeligt med gas.
- Ørsteds aftale sikrer den helt afgørende forsyningssikkerhed med gas til virksomheder herhjemme, men også i nabolandene.
- Den usikkerhed, der har været hos de gasforbrugende virksomheder om at truende afbrydelse af gassen, er afværget, siger han.
Danmark vil under normale omstændigheder være selvforsynende med gas, men fordi Tyra-feltet i Nordsøen er under ombygning, er der tidligst udsigt til leverancer herfra engang i slutningen af næste år.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.