Opsigtsvækkende plan: Bilfri søndage og sænket fart på motorveje
10 konkrete forslag viser, hvordan Europa hurtigt kan vriste sig ud af Putins oliekløer.

Bilfri søndag i Vedbæk under oliekrisen i 1973. Foto: John Stæhr/Ritzau Scanpix Scanpix Danmark
Hvis Europa vil vriste sig fri af russisk olie med forholdsvist få midler og på meget kort tid, kan det faktisk lade sig gøre.
Det viser en netop offentliggjort plan fra Det Internationale Energi Agentur (IEA), som nu vil arbejde for, at planen føres ud i livet i alle EU-lande.
Krigen i Ukraine har for alvor synliggjort, hvor afhængig Europa er af energi fra Rusland. Det skal der laves om på.
Derfor har EU-Kommissionen allerede fremlagt omfattende planer for bl.a. massive investeringer i omlægning til grøn energi, valg af andre energileverandører end Rusland – f.eks. USA, Qatar og Australien – samt bedre og mere effektiv udnyttelse af den energi, vi forbruger.
Det vil ifølge EU-Kommissionen reducere behovet for russisk gas med 80 procent inden for et år.
Nu følger IEA altså trop med en plan, som ifølge agenturet kan gøre Europa fri af russisk olie på bare fire måneder.
10 punkts-planen, som netop er blevet præsenteret, indeholder følgende:
1. Sænk hastigheden på motorveje og landeveje med mindst 10 km/t.
2. Arbejd hjemmefra mindst tre dage om ugen, hvor det er muligt.
3. Indfør bilfri søndage i større byer.
4. Gør kollektiv transport billigere, styrk såkaldt mikromobilitet og få flere til at transportere sig på cykel eller gåben.
5. Indfør alternativ privatbil-adgang til veje i de større byer
6. Intensivér brugen af samkørsel og delebilordninger.
7. Gør godstransporten og levering af varer mere effektiv.
8. Brug højhastighedstog og nattog i stedet for fly, hvor det er muligt.
9. Undgå forretningsrejser med fly, hvor der findes alternative muligheder.
10. Styrk udrulningen af elbiler og mere brændstofeffektive køretøjer.
Da olieprisen stak af
Fælles for de 10 punkter i planen er, at de vil medvirke til at nedbringe afhængigheden af russisk olie. Planen kan ideelt set nedbringe efterspørgslen på olie med 2,7 millioner tønder hver dag, hvis alle de højest industrialisere lande indfører den.
Det svarer til den mængde olie, som alle biler i Kina forbruger dagligt.
- Dette vil reducere potentielle belastninger markant på et tidspunkt, hvor en stor mængde russiske olieforsyninger måske ikke længere når markedet, og hvor højsæsonen for efterspørgsel i juli og august nærmer sig, udtaler Fatih Birol, adm. direktør for IEA, i en pressemeddelelse.
Olieprisen har gennem længere tid været stigende og stak nærmest af, da Rusland valgte at invadere Ukraine. Siden har bl.a. USA valgt at forbyde import af russisk råolie, ligesom at en lang række olieselskaber, rederier og lignende ikke længere køber olie fra Rusland.
Konsekvensen er et udtalt mismatch mellem udbud og efterspørgsel – med stigende oliepriser til følge.
Fri af gas
For to år siden kostede en tønde olie i omegnen af 140 kroner. Nu handles den til over 700 kroner.
Der er rundt om i Europa bred opbakning til ønsket om at reducere afhængigheden af Rusland, som står for otte procent af verdensmarkedet.
Faktisk ønsker Danmark at gå endnu længere, fortalte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i sidste uge.
- Det er sagt før, at energipolitik ikke bare er energipolitik. Det er i høj grad også blevet sikkerhedspolitik. Derfor har vi besluttet, at Danmark skal gøres uafhængig af russisk gas, lød det.
Præcis hvornår målet skal nås, vides ikke, men forhåbningen er allerede til næste vinter. Om lavere hastighed på motorveje og bilfrie søndage kan komme i spil i de kommende måneder, er endnu uvist.
Bilfri søndag er ikke noget nyt fænomen. I 1973 og 1974 var der bilfri søndag i Danmark på grund af oliekrisen. Det var muligt for visse erhverv med specielle behov at få en køretilladelse, f.eks. præster, læger og låsesmede. Køretilladelsen skulle være placeret i køretøjets forrude.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.