Luftfarten

På Aalborgs mest brugte flyrute skal der nu bruges "fremtidens brændstof"

Der er store perspektiver i det nye initiativ, siger lufthavnschef

Norwegians koncernchef, Geir Karlsen, sammen med blandt andre Niels Hemmingsen, direktør i Aalborg Lufthavn, og borgmester Lasse Frimand Jensen (S).
Norwegians koncernchef, Geir Karlsen, sammen med blandt andre Niels Hemmingsen, direktør i Aalborg Lufthavn, og borgmester Lasse Frimand Jensen (S). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:13

Det er Danmarks mest trafikerede indenrigsrute, som hver dag fragter mange hundrede nordjyder frem og tilbage.

Nu går luftfartsselskabet Norwegian sammen med bl.a. Aalborg Lufthavn i et forsøg på at vise, at det er muligt at drive ruten - og flyene, der flyver den - med en ny type brændstof.

Det drejer sig helt konkret om såkaldt fossilfrit flybrændstof, også kaldet SAF. Den danske regering har et erklæret mål om, at Danmark senest i 2025 skal have en ”grøn indenrigsrute”, og nu vil Norwegian demonstrere, at den fossilfri brændstoftype kan bruges i stor skala allerede i dag.

I Aalborg Lufthavn torsdag var Norwegians øverste chef, Geir Karlsen, mødt op for at fortælle om det nye initiativ. 

- Der har i længere tid været et stort fokus på, hvordan indenrigsluftfarten i Danmark kan overgå til mere bæredygtige brændstoffer både på kort og længere sigt. Med dette initiativ viser vi konkret, at det faktisk er muligt at etablere en dansk indenrigsrute med 100 procent fossilfrit flybrændstof med den infrastruktur, der allerede findes i lufthavnene, siger Geir Karlsen.

Norwegians koncernchef, Geir Karlsen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Optimistisk lufthavnschef

Fly er i dag kun godkendt til iblanding af 50 procent fossiltfrit brændstof. Derfor vælger Norwegian i stedet at erstatte alt brændstof, som skal bruges til de hundrede flyvninger mellem Aalborg og København, med fossilfrit brændstof. 

Dette leveres til Aalborg Lufthavns anlæg.

Det er selskaberne DCC & Shell Aviation Denmark, som står for leveringerne af det fossilfrie brændstof til Aalborg Lufthavn. Forbruget på de hundrede flyvninger udgør i alt 140 tons. 

Brugen af fossilfrit brændstof i disse uger reducerer Norwegians CO2-udledning på ruten med op mod 80 procent samlet set. På et år har Norwegian cirka 2.200 flyvninger mellem Aalborg og København, hvilket indebærer et forbrug på omkring 3.000 tons flybrændstof.

Indførslen af fossilfrit flybrændstof på indenrigsflyvningerne mellem Aalborg og København betyder, at Aalborg Lufthavn for første gang får direkte leverancer af det mere bæredygtige flybrændstof, SAF. 

Lufthavnens adm. direktør, Niels Hemmingsen, ser store perspektiver i det nye initiativ.

- SAF-brændstof er fremtiden for hele luftfartsindustrien. Vi er, som lufthavn, partner på infrastrukturen i dette projekt og forventer, at projektet kan skabe de første trædesten til, at Danmarks første grønne indenrigsrute i 2025 også bliver fra Aalborg Lufthavn, siger han.

Sådan fungerer brændstoffet

SAF - en forkortelse for Sustainable Aviation Fuel - er et mere bæredygtigt alternativ til fossilbaseret jetfuel. Det fremstilles i dag af bioaffald og -restprodukter, f.eks. brugt madolie og animalsk fedt. 

I fremtiden forventes PtX-baseret SAF at kunne produceres i betydeligt større mængder og endnu mere bæredygtigt ved at omdanne el fra sol- og vindkraft til flydende energiformer.

I en power-to-x-proces vil et anlæg i Aalborg bruge grøn strøm og CO₂ fra Nordværk til at lave grønt flybrændstof. Christian Made Hagelskjær

I forbindelse med Norwegians initiativ leverer DCC & Shell Aviation cirka 140 tons SAF, som bliver blandet med konventionelt flybrændstof i henhold til de gældende regler for iblanding af SAF. 

Det fossilfri flybrændstof leveres ind i den centrale brændstofinfrastruktur i Aalborg Lufthavn og bliver derfra tanket på alle de fly, der benytter lufthavnen og brændstofforsyningen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden