På bare 11 måneder sætter feriehusudlejningerne rekord

Fra januar til og med november 2021 har der været 21,1 million overnatninger i de udlejede danske feriehuse.

PLUS PFS Din sommerhusforsikring dækker ikke dette <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

PLUS PFS Din sommerhusforsikring dækker ikke dette Henning Bagger/Ritzau Scanpix

2021 har været et godt år for de danske feriehusudlejere.

Fra januar til og med november har der været 21,1 million overnatninger i de udlejede danske feriehuse. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Antallet af overnatninger er rekordhøjt for et år, også selv om der endnu ikke foreligger tal for overnatninger i december.

Den hidtidige rekord tilhørte 2019, hvor der var 20,7 millioner overnatninger.

Ifølge Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, har det haft stor betydning, at især danskerne har holdt ferie hjemme i 2021.

- Aldrig har vi set så mange overnatninger i de danske feriehuse som i 2021.

- Det kan vi konstatere allerede nu, selv om vi mangler tallene for december, og det understreger i den grad, hvor stor efterspørgslen har været efter at holde ferie herhjemme.

- Det er i særlig grad de danske gæster, som trækker læsset, og antallet af danske overnatninger sætter da også rekord, siger Brian Friis Helmer.

Fra januar til og med november 2021 har der været 10,7 millioner danske overnatninger.

Til sammenligning var der i hele 2020 9 millioner danske overnatninger.

I 2019 var der 5,3 millioner danske overnatninger. Det var på niveau med, hvad der var typisk før corona.

Også landets hoteller, feriecentre og campingpladser har haft godt med besøg i de første 11 måneder af 2021.

Andre tal fra Danmarks Statistik viser, at der fra januar til og med november 2021 har været 28,5 millioner overnatninger fordelt på hoteller, feriecentre, campingpladser, vandrerhjem og lystbådehavne.

Det er 18 procent højere end i 2020, men 16 procent lavere i forhold til 2019.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.