På et år er Norwegians passagerantal mere end tidoblet
Norske Norwegian har i marts fløjet med 940.149 passagerer. Belægningsgraden er steget til 80,3 procent.
Opdateret kl. 09:14
På bare et år er antallet af passagerer mere end tidoblet hos Norwegian.
I marts har det norske flyselskab fløjet med 940.149 passagerer.
Det er en vækst på hele 1217 procent i forhold til marts sidste år.
Det oplyser Norwegian i en pressemeddelelse.
Den kraftige vækst kan forklares med, at der i marts sidste år stadig var lav rejseaktivitet på grund af coronapandemien. Blot 71.399 fløj med Norwegian i løbet af måneden.
Siden er store dele af verdens befolkning blevet vaccineret mod corona, og restriktioner mod at rejse er i væsentlig grad blevet ophævet. Det har fået flere til at flyve igen, som det ses i Norwegians passagertal.
De flere passagerer har også været med til at gøre det lettere for selskabet at fylde sine fly, når de har skullet på vingerne.
Belægningsgraden, der siger, hvor fyldte flyene har været under flyvning, har i marts i år været på 80,3 procent. Det er tæt på det dobbelte i forhold til sidste år, hvor den på lå 42,7 procent.
- Vi er særligt glade for, at belægningsgraden holder sig over 80 procent, selvom vi har indsat væsentlig mere kapacitet i marts, siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
- Bookingtallene viser en virkelig god udvikling i løbet af perioden, og vi er glade for at se, at den opadgående tendens i markedet fortsætter, siger han i pressemeddelelsen.
Med hensyn til den forestående påske fortæller direktøren, at der kommer til at være høj aktivitet og mange fly, der er fyldt op.
Også den kommende sommer ser lys ud for Norwegian, som i sit program for sommeren har planlagt næsten 280 ruter til destinationer i Europa.
I sommerprogrammet vil selskabet have omkring 70 fly i drift.
På Norwegians fly er der allerede nu ikke længere krav om brug af mundbind. Kravet blev ophævet tidligere i denne uge.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.