Erhverv

Pandora sænker eksponering mod USA-told med ny facilitet i Canada

Hidtil er online-ordrer fra Canada blevet håndteret i USA. Nu skal nyt distributionscenter sænke leveringstid.

Smykker hos Pandora-butik på Strøget i København, mandag den 27. januar 2025. Pandora, som blev grundlagt i 1982, sælger smykker i mere end 100 lande. Heriblandt i Canada, hvor udfordringer med amerikansk told har fået smykkeselskabet til at åbne eget distributionscenter.
Smykker hos Pandora-butik på Strøget i København, mandag den 27. januar 2025. Pandora, som blev grundlagt i 1982, sælger smykker i mere end 100 lande. Heriblandt i Canada, hvor udfordringer med amerikansk told har fået smykkeselskabet til at åbne eget distributionscenter. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:16

Det danske smykkeselskab Pandora åbner tirsdag et nyt distributionscenter i Canada.

Det skal både give en lavere leveringstid på selskabets produkter i Canada og samtidig også reducere Pandoras eksponering over for amerikansk told.

Det skriver Pandora i en pressemeddelelse.

Pandora oplyser selv, at Canada er blandt selskabets hurtigst voksende markeder.

Siden 2019 er omsætningen i Canada vokset med over 50 procent, og den passerede en milliard kroner i 2025, lyder det.

Indtil nu er onlineordrer i Canada blevet håndteret på distributionscentre i USA.

Ved at flytte håndteringen til Canada kan selskabet skære op til 50 procent af leveringstiden, så den bliver på to til fire dage frem for fem til syv dage.

Over 20 procent af Pandoras salg i Canada kommer fra onlinesalg, oplyser selskabet.

Det nye distributionscenter ligger i byen Mississauga i Ontario. Det kan ifølge Pandora håndtere op til 12.500 onlineordrer om dagen.

Pandora er blandt de danske selskaber, som er blevet direkte ramt af den amerikanske told, som præsident Donald Trump indførte for snart et år siden.

Det skyldes blandt andet, at selskabet har produktion i Thailand og sælger en stor del af sine varer i USA.

Pandoras hovedkontor ligger i København. Selskabet har omkring 39.000 medarbejdere på globalt plan.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden