Erhverv

Pandoras salg falder på europæiske nøglemarkeder

I Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien er Pandoras smykkesalg faldet i årets tredje kvartal.

Pandora-butik på Strøget i København i januar 2025. Pandoras smykkesalg falder i flere europæiske lande. (Arkivfoto).
Pandora-butik på Strøget i København i januar 2025. Pandoras smykkesalg falder i flere europæiske lande. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:20

Mens salget stiger i både USA og Australien, står det anderledes til med Pandoras smykkesalg til de europæiske forbrugere.

På tværs af alle Pandoras europæiske markeder faldt salget i tredje kvartal med en procent.

Det viser smykkeselskabets regnskab, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Salget er faldet i både Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien, som alle er blandt Pandoras nøglemarkeder.

I Tyskland faldt salget med ni procent i tredje kvartal efter stærk vækst i årene op til. I tredje kvartal 2024 steg salget til de tyske forbrugere med 42 procent, efter at det var steget med 31 procent i tredje kvartal i 2023.

Pandora understreger i regnskabet, at brandet fortsat har en stærk position på det tyske marked.

- Størstedelen af de nye forbrugere, der blev tiltrukket under de virale trends i 2023 og 2024, er fortsat engagerede i mærket, skriver Pandora.

Salget er ikke faldet i alle europæiske lande. Det er eksempelvis steget i Portugal, Spanien og Polen.

Salgsvæksten er målt på baggrund af de butikker, som har eksisteret i mindst 12 måneder.

Pandoras samlede omsætning i tredje kvartal var 6,3 milliarder kroner. Det svarer til en vækst på seks procent, når man fraregner valutaudsving og opkøb.

Ser man udelukkende på salget i de butikker, som har været åbne i både tredje kvartal 2024 og i år, er salget vokset med to procent.

Pandora tjente i kvartalet 489 millioner kroner efter skat.

Smykkeselskabet fastholder sine forventninger til en organisk vækst på syv til otte procent. Forventningerne til væksten i de eksisterende butikker sænkes med et procentpoint til tre til fire procent.

Pandoras topchef, Alexander Lacik, fastholder, at Pandora har den rigtige strategi, men at global uro har påvirket selskabet.

- Det er lige nu mere turbulent uden for vores fire vægge, end jeg havde forestillet mig - og end det har været relativt længe. Og så har vi forbrugere, som ikke er i så godt humør generelt, siger han til MarketWire.

Efter knap et kvarters handel onsdag har investorer sendt Pandora-aktien ned med over fire procent.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden