Patrik har været anbragt, siden han var 3 år: Nu håber han på en lys fremtid i Thy

Ung mand søger efter den helt rigtige arbejdsplads: - Jeg er ikke bange for at tage fat

18-årige Patrik Svend Damm Larsen trodser de hårde odds og søger job i Thy: - Jeg vil gerne finde et job, som jeg kan være glad for. <i>Privatfoto</i>

18-årige Patrik Svend Damm Larsen trodser de hårde odds og søger job i Thy: - Jeg vil gerne finde et job, som jeg kan være glad for. Privatfoto

THY:Patrik Svend Damm Larsen fra Sønderjylland har oplevet mere modgang i sit bare 18-årige liv, end de fleste af os kommer til at opleve i løbet af vores levetid.

- Jeg har været anbragt, siden jeg var tre år gammel. Lige siden har jeg boet på forskellige opholdssteder, hvilket har givet både gode og dårlige oplevelser, fortæller Patrik Svend Damm Larsen, da Nordjyske fanger ham på telefonen.

Udover en omtumlet tilværelse lever Patrik Svend Damm Larsen også med en hjerneskade, som han pådrog sig, da han under fødslen fik for lidt ilt til hjernen.

- Det betyder, at jeg har svært ved at sidde stille og koncentrere mig i lang tid af gangen, og derfor har jeg også haft det lidt svært i skolen, forklarer han.

Men selvom livet har givet ham nogle hårde odds, så er Patrik Svend Damm Larsen ikke sådan et slå ud.

Han er lige nu tilknyttet det socialpædagogiske skibsprojekt Andromeda, hvor han bor på Skonnerten Jylland, men han drømmer om at få et arbejde. Derfor har han lavet et opslag på Facebook, hvor han beskriver sin situation.

- Jeg søger et arbejde, jeg kan være glad for, og hvor der er mulighed for indimellem at holde pauser. Jeg er ikke bange for at tage fat, siger Patrik Svend Damm Larsen.

Selvom han stammer fra Sønderjylland, vil han gerne have et job i Thy.

- Jeg vil gerne have nye udfordringer i livet og lære nye mennesker at kende. Og så har jeg en kæreste, der bor i Skive, forklarer han.

Når Patrik Svend Damm Larsen har sikret sig jobbet, vil han forsøge at finde en lejlighed, så han kan flytte sammen med sin kæreste.

- Lige nu bor jeg på et opholdssted, klods op ad pædagogerne, så der er ikke så meget privatliv eller personlig frihed. Min drøm er at komme ud og bo selv, få et godt liv og stifte familie en dag, siger den unge jobsøger.

Opslaget i Facebook-gruppen "THY/MORS/NORDJYLLAND Job til alle" kan ses her:

Patrik Svend Damm Larsens jobopslag på Facebook <i>Screendump</i>

Patrik Svend Damm Larsens jobopslag på Facebook Screendump

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.