Pensionskassen ATP skal finde en ny topchef
Senest til sommer stopper Bo Foged i ATP for i stedet at starte hos Copenhagen Infrastructure Partners.
Opdateret kl. 11:37
Pensionskassen ATP skal på jagt efter en ny topchef.
Den nuværende administrerende direktør, Bo Foged, har meddelt, at han ønsker at fratræde sin stilling.
Det oplyser ATP i en pressemeddelelse.
Bo Foged fratræder sin stilling i ATP senest til sommer. Derefter begynder han i en stilling som partner hos Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).
CIP er et investeringsselskab kendt for især at investere i energiprojekter som eksempelvis vindmølleparker.
I pressemeddelelsen kalder Bo Foged det for en "utrolig svær beslutning" at sige farvel til ATP, som han har været en del af siden 2015.
- Jeg kommer til at savne de mange interessenter og den helt særlige ånd, der trives her.
- Jeg er ikke i tvivl om, at medarbejderne i ATP har en særlig bevidsthed om det samfundsansvar, vi bærer og løfter i ATP. Og som gør folk i stand til at skabe nogle helt unikke resultater, siger Bo Foged.
Bestyrelsen i ATP har igangsat en ekstern rekrutteringsproces for at finde Bo Fogeds afløser.
Bo Foged kom til ATP i januar 2015 som finansdirektør.
Efterfølgende blev han i november 2018 konstitueret administrerende direktør. En stilling han har bestridt siden, efter at han i juni 2019 takkede ja til jobbet som administrerende direktør.
ATP står for Arbejdsmarkedets Tillægspension og er en obligatorisk pensionsordning, som både omfatter lønmodtagere og personer på overførselsindkomst.
Den blev indført i 1964 og omfatter i dag 5,4 millioner danskere.
Foruden at forvalte en del af danskernes formue står ATP for at administrere en lang række offentlige ydelser.
Samlet set råder ATP over en pengetank på hele 947 milliarder kroner.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.