Pensionskassen ATP taber mange milliarder i uroligt halvår
Faldene aktiemarkeder og stigende renter giver pensionskassen ATP et stort milliardunderskud i første halvår.
Opdateret kl. 08:49
Pensionskassen ATP's investeringer blev kastet ud i et voldsomt uvejr i løbet af de første seks måneder af året.
Selskabet har således tabt 56,6 milliarder kroner på de finansielle markeder, viser halvårsregnskabet torsdag morgen.
Det skyldes den generelle markedsudvikling med faldende aktiemarkeder og stigende renter, lyder forklaringen i regnskabet.
- Det har været et usædvanlig svært halvår, konstaterer Martin Præstegaard, administrerende direktør i ATP.
Til sammenligning registrerede pensionskassen et afkast på næsten 20 milliarder kroner i samme periode sidste år.
Det store milliardunderskud får ham dog til at påpege, at pensionerne til pensionskassens medlemmer på den lange bane har nydt et pænt afkast.
- Vores forretningsmodel sikrer, at pensionerne til vores medlemmer er uændrede til trods for, at de finansielle markeder har bevæget sig voldsomt i 2022.
- Selv om investeringsafkastet har været negativt i år, så er ATP’s gennemsnitlige afkast stadig over 10 procent de seneste fem år, lyder det.
ATP forventer ikke som udgangspunkt, at der kommer mere ro på markederne i anden halvdel af året, skriver selskabet i en kommentar til regnskabet.
Milliardtabet taler ind i et billede, der ser ud til at gælde for hele pensionsbranchen.
Onsdag offentliggjorde pensionsselskabet PFA nemlig sine tal for årets første seks måneder. Her kostede finansiel uro 77,6 milliarder kroner.
Det var især investeringerne i udenlandske aktier, som tyngede regnskabet. De kostede alene selskabets kunder 19,1 milliarder kroner.
Dog kan PFA se, at omkring en tredjedel af det tabte afkast siden halvåret er hentet ind i slutningen af august.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.