Politiet opgiver sagen: Henning Kjeldsen kan beholde sine millioner

Politiet opgiver at forfølge storfiskeren efter klokkeklart nederlag i landsretten

Når landsretten valgte at ophæve dommen mod Henning Kjeldsen og de øvrige tiltalte, var det med den begrundelse, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til at straffe dem. <i>Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix</i>

Når landsretten valgte at ophæve dommen mod Henning Kjeldsen og de øvrige tiltalte, var det med den begrundelse, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til at straffe dem. Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

SKAGEN:Den nordjyske storfisker Henning Kjeldsen får med sikkerhed lov til at beholde sine millioner og kan endegyldigt lægge sagen om formodet fusk med fiskekvoter bag sig.

Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) har opgivet at forfølge sagen yderligere, efter at Henning Kjeldsen og hans medtiltalte i Vestre Landsret blev pure frifundet. Det skriver Finans.

Det krævede en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet for at bringe sagen videre til Højesteret. Det har anklagemyndigheden opgivet, oplyser vicestatsadvokat Kristian Kirk Petersen til Finans.

Henning Kjeldsen blev i december sidste år ved byretten i Holstebro idømt en bøde på 54 millioner kroner og et krav om konfiskation på 162,5 millioner kroner for gennem stråmænd at have skaffet sig adgang til langt flere fiskekvoter, end loven tillader.

Stråmænd til fiskekvoter

Henning Kjeldsen, der er landets rigeste fisker med en formue på over to milliarder kroner, skulle have omgået reglerne om kvotekoncentration ved at opkøbe kvoter til skibe i selskaber, der på papiret var ejet af andre, men som reelt var ejet af ham selv.

Kvoterne omfattede en lang række fiskerettigheder til blandt andet rødspætter, torsk, havtaske og jomfruhummer i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.

Han ankede dommen til Landsretten, som i denne måned besluttede at pure frifinde Kjeldsen og samtidig ophæve konfiskationen af de 162,5 millioner kroner.

Også hans rådgivere og medtiltalte fiskere blev frifundet.

En særlig bestemmelse

Når landsretten valgte at ophæve dommen mod Henning Kjeldsen og de øvrige tiltalte, var det med den begrundelse, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til at straffe dem.

Tilsyneladende fremgår det ikke tilstrækkeligt klart af reglerne, at overskridelser af kvotelofterne i den flere år lange periode, hvor det skulle have stået på, var strafbare.

En bekendtgørelse indeholdt en bestemmelse, der gjorde det muligt at straffe den, der undlod af efterkomme påbud - men myndighederne havde ikke på noget tidspunkt meddelt et sådan påbud, fremgår det af landsrettens afgørelse.

Muligt erstatningskrav

Advokat Ole Koktvedgaard, der har repræsenteret de tiltalte fiskere i sagen, herunder Kjeldsen, sagde i forbindelse med frifindelsen, at de nu vil overveje at rejse et godtgørelseskrav for de op mod 50 dage, som fiskerne har brugt i retten, hvor de i stedet kunne have været på havet.

Dermed er sidste punktum i sagen muligvis ikke sat. Men sikkert er det altså, at frifindelsen ikke skal prøves i Højesteret – og at Kjeldsen dermed med sikkerhed ikke bliver dømt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.