Rekordhøje elpriser er hårde for Den Blå Planet

Akvariet Den Blå Planet presses af stigende elpriser, der lige nu rammer hele erhvervslivet.

Den Blå Planet kæmper lige nu imod de meget høje elpriser, som hele erhvervslivet slås med. Det er hårdt for akvariet efter coronanedlukningen, der også pressede dem økonomisk. <i>Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix</i>

Den Blå Planet kæmper lige nu imod de meget høje elpriser, som hele erhvervslivet slås med. Det er hårdt for akvariet efter coronanedlukningen, der også pressede dem økonomisk. Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Hvis elpriserne fortsætter med at stige, vil det have store konsekvenser for turistattraktionen Den Blå Planet.

Lige nu forventer akvariet næsten en fordobling af elregningen i 2022 sammenlignet med 2020.

- For to år siden havde vi en elregning på 7,2 millioner. I år ser det ud til, at vi lander på 12 millioner, fortæller administrerende direktør Jon Diderichsen til Ritzau.

Det er et hårdt slag for Den Blå Planet, der også under coronanedlukningen var økonomisk pressede. Kun med donationer fra fonde og et ekstraordinært tilskud fra staten i 2022 har akvariet kunnet holde sig oven vande.

- Vi har været igennem tunge tider på grund af corona, og nu står vi overfor endnu en stor, økonomisk udfordring. Det er dybt alvorligt for Den Blå Planet, siger Jon Diderichsen.

Det er en generel tendens for erhvervslivet, der samlet kan se frem til en elregning på 20 milliarder sammenlignet med ni milliarder i 2021. I Dansk Erhverv ser man med bekymrede miner på udviklingen.

- Vi kan se, at vi har nået et absolut rekordniveau. De seneste dage er elpriserne nærmest eksploderet, fortæller Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Både virksomheder og forbrugere vil opleve konsekvenserne af de øgede energipriser, forklarer han.

- Det vil betyde, at virksomhederne bliver nødt til at sende nogle af omkostningerne videre til forbrugerne, og i yderste konsekvens kan det betyde, at flere virksomheder går konkurs, siger Tore Stramer.

Den Blå Planet har forsøgt at tilpasse sig og har skåret 1,4 millioner kilowatttimer af det årlige energiforbrug. Men det er ikke nok.

- Vi har millioner af liter vand, der skal renses hver dag, og vi er pressede på driften. Så vi ser meget gerne en hurtig politisk håndsrækning, fortæller direktør Jon Diderichsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.