Rekordmange betaler boliglånet til tiden trods høj inflation
Det er sandsynligt, at betalingsproblemerne kan komme til at stige som følge af høj inflation, mener økonom.
Opdateret kl. 07:44
Boligejernes evne til at betale boliglånet til tiden forbliver på et rekordhøjt niveau, selv om høje energipriser og stigende inflation bider mange i haserne.
Det viser tal fra Finans Danmark, der er en interesseorganisation for blandt andet banker og realkreditinstitutter.
Kun 0,13 procent af boligejernes samlede ydelse blev ikke betalt til tiden i løbet af det kvartal, der sluttede i juni.
Det er tredje kvartal i træk, at den såkaldte restanceprocent ligger på det niveau, og det er altså ikke set lavere siden 2007.
Det svarer til, at 1828 ud af 1,4 millioner borgere er i betalingsproblemer.
Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, ser det som et sundhedstegn i en svær tid, at betalingsproblemerne forbliver på et meget lavt niveau.
- Det er et sundhedstegn, i en tid hvor meget bliver dyrere, og danskernes pengepunge skrumper som følge af den høje inflation, skriver han i en kommentar.
Dog ser både Finans Danmark og Jeppe Juul Borre det som sandsynligt, at betalingsproblemerne kan komme til at stige i lyset af den modvind, som mange oplever på boligmarkedet.
- Renterne er steget mærkbart sammen med energipriserne, og det gør det dyrere at finansiere og leve i sin bolig, skriver Jeppe Juul Borre i en kommentar.
- Samtidig bider den højeste inflation i 40 år også benhårdt i boligejernes husholdningsbudgetter.
- Sidst men ikke mindst er aktiviteten og priserne på boligmarkedet faldet. Det gør det sværere at sælge boligen i fri handel, såfremt man står over for et salg, som følge af at man ikke kan få de økonomiske ender til at mødes.
Restanceprocenten toppede senest i 2009 efter finanskrisen, hvor den lå på 0,60 procent.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.