Resultat af piloters afstemning om SAS-aftale er klar 6. august

Formand for Dansk Pilotforening Henrik Thyregod er overbevist om, at medlemmer siger ja til SAS-aftale.

De fire skandinaviske pilotforeninger skal stemme om SAS-aftalen, og resultatet vil ifølge norske medier ligge klar 6. august. I Danmark er formanden for Dansk Pilotforening, Henrik Thyregod, overbevist om, at den bliver stemt igennem. (Arkivfoto). <i>Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix</i>

De fire skandinaviske pilotforeninger skal stemme om SAS-aftalen, og resultatet vil ifølge norske medier ligge klar 6. august. I Danmark er formanden for Dansk Pilotforening, Henrik Thyregod, overbevist om, at den bliver stemt igennem. (Arkivfoto). Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix

Pilotforeningerne i Norge, Sverige og Danmark har åbnet for afstemning om SAS-aftalen, og resultatet vil være klar 6. august.

Det siger Roger Klokset, der repræsenterer de norske piloter, til det norske medie NRK.

Selv om foreningerne er begyndt på forskellige tidspunkter, er de blevet enige om, at de alle skal være klar ved natten til 5. august, således at resultatet er klart 6. august. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

- Vi har præsenteret den nye aftale og omstændighederne for aftalens indgåelse, så godt vi kan for vores medlemmer.

- Så må medlemmerne selv afgøre, om de tror, at det er muligt at opnå et bedre resultat ved at stemme aftalen ned og gå i konflikt igen, siger Klokset til NRK.

Selv vil han ikke spå om resultatet.

Efter 15 dages strejke lykkedes det natten til tirsdag 19. juli for piloter og SAS at nå til enighed om en ny overenskomst.

Men selv om forhandlingslederne for parterne nåede til enighed, er det op til medlemmerne i de forskellige fagforeninger at godkende indholdet, skriver NRK.

Dette foregår via digital urafstemning.

I Dansk Pilotforening tror formand Henrik Thyregod på grønt lys. Efter samtaler med sine medlemmer er det hans klare opfattelse, at aftalen bliver stemt hjem med "et meget stort flertal", siger han til Ritzau.

Aftalen betyder, at piloterne går fem procent ned i løn. De skal flyve mere om sommeren, hvor trafikken er høj, og mindre om vinteren. De skal samtidig være mere fleksible.

Samlet set betyder lønnedgang, øget fleksibilitet og mulighed for længere arbejdsuger, at piloterne bliver op mod 25 procent billigere for SAS.

Flyanalytiker og ejer af konsulentfirmaet Winair Hans Jørgen Elnæs sagde til TV 2 på dagen, hvor aftalen landede, at det formentlig ikke bliver et problem at få aftalen godkendt.

- Intet er selvfølgelig sikkert, men når fagforeningsledelsen har indgået en aftale, vil det som regel også blive stemt igennem, når det når til urafstemningerne, sagde han til mediet.

Det er de fire skandinaviske pilotforeninger, som er organiseret under SAS Pilot Group (SPG), der skal stemme.

Det er Dansk Pilotforening (DPF), Norske SAS-flygeres Forening (NSF), Scandinavian Norge Flygerforening (SNF) og Svensk Pilotförening (SPF)

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.