Retursystem for insulinpenne er kommet godt fra land

Novos nye retursystem for plastik-insulinpenne har haft god medvind i projektets første seks måneder.

Novo Nordisks samarbejde med Danmarks Apotekerforening og Diabetesforeningen om et retursystem til insulinpenne, har haft god fremgang i projektets første seks måneder. <i>Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters</i>

Novo Nordisks samarbejde med Danmarks Apotekerforening og Diabetesforeningen om et retursystem til insulinpenne, har haft god fremgang i projektets første seks måneder. Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters

Novo Nordisk har i samarbejde med Danmarks Apotekerforening og Diabetesforeningen søsat et landsdækkende retursystem for insulinpenne af plastik.

- På kun seks måneder er der indsamlet mere end 230.000 brugte injektionspenne, og det er vi utrolig glade for.

Det svarer til 5,4 ton materiale.

- Det betyder nemlig, at vi kan genanvende plastik, metal og glas, der kan blive råvarer i andre produkter i stedet for at blive smidt ud, siger Jeppe Theisen, landechef i Novo Nordisk Danmark, i en pressemeddelelse.

Det nationale initiativ, som hedder "returpen", bygger på et pilotprojekt fra 2020. Retursystemet blev testkørt i kommunerne København, Aarhus og Kolding.

Her blev der på 12 måneder indsamlet 77.000 brugte insulinpenne, hvilket svarede til 20 procent af de solgte penne i kommunerne i samme periode.

- Potentialet for projektet er stort. Allerede på et halvt år er der opnået en returrate på 13-14 procent på vores insulinpenne på landsplan.

- Vi kan se, at kurven er opadgående, så i første omgang er potentialet en returrate på 20-25 procent, siger Jeppe Theisen.

På længere sigt håber han, at projektet kan nå op på en returrate på 50 procent.

Han peger også på, at klimagevinsten ved projektet først og fremmest er, at materialerne kan blive genanvendt.

- Vores insulinpenne er lavet af kvalitetsmateriale herunder plastik, glas og metal, som simpelthen er for godt til at smide ude.

- Så gevinsten er ret signifikant, men jeg kan ikke komme med den konkrete CO2-gevinst, siger Jeppe Theisen.

I de seneste år har der været øget fokus på genanvendelse af plastik med blandt andet pant på plastikflasker, afgifter på plastikbæreposer og sortering af plastikaffald i husstanden.

På verdensplan producerer Novo Nordisk op mod 700 millioner insulinpenne om året.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.