Personalepolitik

Rikke er det helt rigtige sted: Men fyringsrunder vænner hun sig aldrig til

Efter 29 år i bankverdenen er Rikke Skov Pedersen stadig vild med sit arbejde

Efter mange år i banken trængte Rikke Skov Pedersen til at prøve noget nyt, så i dag er hun HR-konsulent i Jutlander Bank. Foto: Kim Dahl Hansen
Efter mange år i banken trængte Rikke Skov Pedersen til at prøve noget nyt, så i dag er hun HR-konsulent i Jutlander Bank. Foto: Kim Dahl Hansen

AARS: Hun har altid vidst, at hun gerne vil arbejde indenfor økonomi. Om det så blev forsikring, revision eller bankverdenen, var ikke så afgørende.

Men det blev i Sparekassen Himmerland, der havde hovedkvarter i Aars, hun efter sin højere handelseksamen satte sig til rette som elev for 29 år siden.

- Da jeg var landet på pinden, gik der ikke ret lang tid, før jeg vidste, at det var den vej, jeg skulle fortsætte ad, fortæller Rikke Skov Pedersen, der har været i sparekassen - eller Jutlander Bank, som den nu hedder, lige siden.

Jutlander Bank er resultatet af en fusion mellem Sparekassen Himmerland og Sparekassen Hobro i 2014.

I sin tid som elev og siden som færdiguddannet har Rikke Skov Pedersen prøvet en del forskelligt. Hun har været ude i en række filialer - Suldrup, Aalestrup, Skørping og Nibe, som hun var med til at starte op. Siden kom hun til Aars, hvor hun indtil for fire år siden arbejdede som rådgiver og souschef i privatkundeafdelingen.

Men ca. halvandet års tid efter fusionen var der et opslag om, at der var brug for en ekstra HR-medarbejder.

HR står for Human Resources, som kan oversættes til menneskelige ressourcer - altså medarbejderne. I gamle dage kaldte man ofte HR-afdelingen for personaleafdelingen, og HR-chefen var personalechef.

- Om jeg blev ramt af 40 års-krisen, ved jeg ikke, men jeg havde lyst til prøve noget helt andet, fortæller hun.

Her fire år efter sidder hun stadig i HR-afdelingen, og hun har ikke et øjeblik fortrudt. Hun har også valgt at efteruddanne sig for at stå endnu bedre rustet.

- Da jeg startede, var det et krav fra min side, at jeg fik lov at uddanne mig inden for området. Og i januar blev jeg færdig med den tre-årige akademiuddannelse i HR.

Hvordan fik du dit nuværende job?

- Det blev slået op, og så søgte jeg det.

Hvad er dine vigtigste opgaver?

- Det er at være med til at skabe rammer og ikke mindst en sammenhæng i banken. En af vores allervigtigste opgaver i HR er at understøtte den strategi, vi har i banken. Det kan f.eks.være med uddannelse, kulturarbejde, arbejdsmiljø og meget andet. Vi arbejder lidt i baggrunden.

Hvilke egenskaber er vigtige at have i dit job?

- Det med at have forretningsforståelse og nysgerrighed om forretningen. Du skal også kunne skabe tillid, og så er det ligegyldigt, hvem du har med at gøre. Der er en forventning om, at vi i HR kan rumme alle de forskellige profiler, vi har i banken.

Hvem har gavn af det, du laver?

Det har faktisk alle - uanset hvor man er i banken, om man er i ledelsen, er rådgiver eller er en kundemedarbejder ude i linjen. Det, de typisk mærker det ved, er, når jeg har en direkte kontakt med dem. Jeg sidder jo ikke på et kontor og venter. Jeg er ude i marken for at mærke og fornemme, hvad der rører sig. Så alle mine kollegaer i banken er egentlig mine kunder, for at blive i banksproget.

Hvad er din største bedrift på jobbet?

- Det er nok det karrriereskift, jeg har lavet. Det synes jeg egentlig er en bedrift i sig selv. Og det er noget, både banken og jeg selv får noget ud af.

Hvad er din største bommert?

- Der har ikke rigtig været nogen - ikke noget som kan ”tåle” at komme i avisen. Men jeg kan da huske, at vi engang skulle have en bil inden for til udstilling i en af vores afdelinger. Det var mig, der havde ansvaret for at tage mål. Der var det godt, at sidespejlene kunne skrues af.

Hvad er det bedste ved arbejdet?

Det er at have en kontaktflade i hele organisationen. Og det at få en feedback, når mine kolleger har haft en god oplevelse. Det kan både være kolleger, der har været i en krise, eller når vi ansætter nye medarbejdere.

Hvad er det værste?

- Det er, når vi har fyringsrunder eller individuelle fyringer. Hvor man godt ved, at man sender en af sine kollegaer ud i en eller anden for form for krise. Den situation tror jeg aldrig, at man bliver tryg i. Det er noget af det værste, men det er også en del af jobbet.

Hvad overrasker andre, når du fortæller om dit job?

- Nu er vi jo af en bankstørrelse, som gør, at jeg rører ved rigtig mange forskellige slags opgaver. Jeg tror, det er variationen i, hvor mange forskellige ting jeg er en del af, der overrasker mest. Det er lige fra at hjælpe en kollega med at registrere fravær, over en kollega i krise, til at sparre med en leder, der har brug for det. HR-medarbejdere, der arbejder de helt store steder, er mere specialiserede, end vi er - men det er også det, der gør, at det er dejligt at arbejde her.

Hvordan ser fremtiden ud i din branche?

- Vi skal have fingeren på pulsen og være klar til at omstille os. Vi kan ikke gøre, som vi plejer i en HR-afdeling. Det kræver, at vi følger med i alt, hvad der rører sig på området. Men jeg tror altid, at der vil være plads til den rolle, vi spilller.

Tror du, at du har dit nuværende job om fem år?

- Det tror jeg. Jeg har ikke været der længere end fire år, og jeg er stadig i en udvikling. Jeg synes stadig, at det er vildt spændende og udviklende. Jeg kommer ud af min komfortzone - ikke hver dag, men ugenligt. Og så længe jeg gør det, bliver jeg ved med at brænde for det her.

Hvis du skulle have et andet job, hvad skulle det så være?

- Så kunne jeg godt være endt i noget med undervisning. Det kunne godt være et sted.

Hvad laver du, når du ikke er på arbejde?

- Så er jeg sammen med familien og vennerne. Jeg dyrker fitness og løb. Og så er jeg er frivilig mentor indenfor Vesthimmerlands Kommune blandt de unge mennesker . Kan man være med til at skubbe et ungt menneske i en rigtig retning, er det helt vildt fedt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden