Sætter rekord hver uge: Nordjysk erhvervssucces breder sig til Norge

En eksplosion i efterspørgslen får koncern til at omstille produktionen på norsk fabrik

Yellowtail Kingfish egner sig fortræffeligt til sushi. Her i selskab med laks, tun og rejer. <i>Arkivfoto</i>

Yellowtail Kingfish egner sig fortræffeligt til sushi. Her i selskab med laks, tun og rejer. Arkivfoto

HANSTHOLM:Sashimi Royal A/S, der opdrætter Yellowtail Kingfish i Hanstholm, har på få år opbygget et så bæredygtigt opdræt af den eksklusive sushifisk, at søsterselskabet Fredrikstad Seafoods AS i Norge begynder at opbygge et opdræt efter samme principper som i Hanstholm.

Det sker for at efterkomme en stigende efterspørgsel på verdensmarkedet, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

- Næsten hver uge sætter vi nye rekorder i afsætning og antal af markeder, vi opererer på. Men vi har behov for mere kapacitet, da vi har en ambition om at blive førende på markedet. Vi har et fantastisk anlæg på Sashimi Royal i Hanstholm og på Maximus i Gudnæs, men det er ikke nok til at følge med efterspørgslen. Derfor konverterer vi Fredrikstad Seafoods AS fra at opdrætte laks til at opdrætte Yellowtail Kingfish, siger CEO Bernt-Olav Røttingsnes, Nordic Aquafarms Europe AS, der ejer både Sashimi Royal og Maximus i Danmark, men også Frederikstad Seafoods i Norge.

Derfor glæder han sig også over, at den over 100 millioner kroner dyre udvidelse af Sashimi Royal i Hanstholm skrider planmæssigt frem.

- Uden udvidelsen i Hanstholm er vi ikke i stand til at konvertere produktionen i Norge, påpeger Bernt-Olav Røttingsnes.

Konverteringen i Norge er allerede sat i gang og kommer til at løbe henover hele 2023.

Udvidelsen af Sashimi Royal A/S i Hanstholm betyder en fordobling af produktionskapaciteten til cirka 1000 ton fisk om året.

Fiskeynglen til Sashimi Royal kommer fra anlægget Maximus i Gudnæs Strand i Thy. Den nye udbygning i Hanstholm skal huse fisk i den såkaldte ’mellemfase’, hvorfra fiskene skal rykke over i Sashimi Royals eksisterende anlæg.

Udvidelsen ventes at stå klar i sommeren 2023 og er første fase i en større udbygning af virksomhedens kapacitet.

Søren Mattesen tiltrådte som administrerende direktør i Hanstholm-virksomheden Sashimi Royal i august 2021.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Søren Mattesen tiltrådte som administrerende direktør i Hanstholm-virksomheden Sashimi Royal i august 2021.  Foto: Bo Lehm

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.