Salget af hybridbiler overhales af elbiler efter nye afgifter

2022 er begyndt med afgifter på plug-in-hybridbiler, som i januar kun udgjorde knap 13 procent af bilsalget.

I januar overhalede salget af elbiler salget af plug-in-hybridbiler.

Det viser nye tal fra De Danske Bilimportører.

Plug-in-hybridbiler udgjorde knap 13 procent af det samlede bilsalg i januar i år. Der har ikke været solgt så få plug-in-hybridbiler siden november 2020.

I december sidste år lå andelen på 31 procent.

For elbilernes vedkommende udgjorde andelen 18 procent af det samlede salg i januar mod knap 27 procent i december sidste år.

- Bilsalget faldt i januar, fordi vi har forsyningsproblemer. Men salget af plug-in-hybridbiler faldt i særlig grad, og det skyldes en afgiftsstigning, som de fik her til nytår, siger administrerende direktør Mads Rørvig.

En hybridbil er en bil, der både kan køre på el og brændstof. Men til forskel fra en almindelig hybridbil kan en plug-in-hybridbil oplades fra en ladestation eller en stikkontakt.

Samtidig oplades batteriet også, når benzinmotoren startes, og når man bremser – ligesom ved en almindelig hybridbil.

- Det er meget synligt, at afgiftsstigningen har en effekt. For de 31 procent i december skyldes også, at mange skulle have den, inden afgiften steg, og det ser vi også effekten af nu, siger Mads Rørvig.

Med til historien hører, at selv om januar normalt ikke er en vild måned for bilsalg, er salget i år med 9407 indregistrerede personbiler dog det laveste siden januar 2009.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden