Saltfirma vandt millioner: Nu jubler borgmesteren
Miljøsatsning i energitungt firma giver gevinst for hel kommune
Opdateret kl. 10:28
Når Dansk Salt i Mariager nu udvider produktionen markant, giver det mere end almindelig glæde på borgmesterkontoret i Mariagerfjord.
Udvidelsen giver store løfter for firmaets fremtid i kommunen. For det første øges produktionen til næsten det dobbelte. For det andet sker det på en meget miljøvenlig måde for det energitunge firma. For det tredje er der tale om en investering, der let kunne være gået forbi Nordjylland:
Effekt i mange år
- Jeg er glad for, at virksomhedens ejere kan se, at det netop kan betale sig at investere betragtelige beløb i Fabrikken ved Assens. Det er en investering i fremtiden, men også et vidnesbyrd om, at der forhåbentligt er beskæftigelse til virksomhedens ansatte i mange år fremover, siger Mogens Jespersen.
Det er den hollandske koncern Nobian der som ejer af Dansk Salt står bag investeringerne. Her har man blandt de 140 ansatte udviklet en grøn strategi, og projektet i Mariager var så overbevisende, at det blev her man smider et millionbeløb i maskinparken. Penge der kunne være endt på budgettet et andet sted i verden.
Sparer masser af energi
Når alt det nye er indfaset i 2025, kommer produktionen op på en million tons salt årligt mod nu 600.000 ton.
- Det nye anlæg bliver baseret på en højeffektiv procesteknologi, der virker lidt som en varmepumpe, og dermed kun bruger cirka en tredjedel af den energi, som vores nuværende anlægsproces gør per ton salt, fortæller direktør Søren Møller.
Den nye energibesparende produktion er også blevet til i dialog med kommunens fagfolk, der med samarbejdet "Grønt partnerskab" søger at hjælpe kommunens største virksomheder til at blive så miljøvenlige som muligt.
- Vi har haft en fortrinlig dialog med kommunens fagfolk, embedsmænd, politikere og lokale anlægsvirksomheder, så vi hurtigt kunne få de nødvendige tilladelser til at udvide produktionen. Det har været guld værd i forhold til at strikke en solid business case sammen og argumentere overbevisende for, at vores ejere skulle investere i fabrikken, siger direktøren.
Dansk Salt venter på sigt også at kunne give overskudsvarme til lokalsamfundet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.