SAS annullerede bevidst billetter på ledige afgange
SAS har forklaret til Datatilsynet, at det var en bevidst handling, da en række billetter blev annulleret.
Det var ikke en systemfejl, da en række kunder hos SAS i maj fik annulleret deres billetter, selv om der fortsat var ledige sæder at få på de ramte afgange.
Det konstaterer Datatilsynet på baggrund af oplysninger fra SAS selv.
Datatilsynet har undersøgt sagen, fordi SAS' kommunikationschef i Danmark, Alexandra Lindgren Kaoukji, over for DR havde forklaret, at det var en teknisk fejl, der var skyld i de mange annulleringer.
Det kunne i givet fald være et brud på persondatasikkerheden. Men med SAS' forklaring til Datatilsynet om, at der var tale om "intenderede handlinger", som var "i tråd med SAS' ordinære arbejdsprocesser", er det tilsyneladende ikke tilfældet.
SAS oplyser til Datatilsynet, at det var forkert at omtale hændelsen som en systemfejl.
Ifølge luftfartsselskabet skete der det, at man annullerede en række afgange hen over sommeren i erkendelse af, at der ikke var tilstrækkeligt personale til de mange flyvninger.
Passagererne på de aflyste afgange blev så vidt muligt overført til andre afgange, hvoraf 350 af dem af samme årsag blev overbelagt.
Nogle passagerer oplevede i den forbindelse at få annulleret deres billetter, selv om der fortsat var billetter til salg på samme afgang - vel at mærke til en langt højere pris.
SAS hævder over for Datatilsynet, at det er afbestillinger fra andre kunder, der er skyld i, at der pludselig igen er opstået ledige pladser på disse afgange.
Datatilsynet har afsluttet behandlingen af sagen og vil ikke foretage sig mere, medmindre der kommer nye oplysninger frem.
Samtidig har man rettet henvendelse til sine svenske kolleger om sagen.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.