SAS-långiver har hundredvis af datterselskaber i skattely

SAS har lånt milliarder og givet option på aktionærrolle til kapitalfond med datterselskaber i skattely.

SAS har været på jagt efter kapital og er endt med at låne omkring fem milliarder af kapitalfonden Apollo Globale Management, der har datterselskaber i skattely. (Arkivfoto). <i>Andrew Kelly/Reuters</i>

SAS har været på jagt efter kapital og er endt med at låne omkring fem milliarder af kapitalfonden Apollo Globale Management, der har datterselskaber i skattely. (Arkivfoto). Andrew Kelly/Reuters

Med et lån på omkring fem milliarder kroner har kapitalfonden Apollo Global Management sikret sig en hovedrolle i luftfartsselskabets SAS fremtid.

Og ifølge Jyllands-Posten har den nye hovedrolle-indehaver i SAS hundredvis af selskaber i lande, der betragtes som skattely. Det skriver avisen på baggrund af oplysninger fra de amerikanske børsmyndigheder på platformen Fintel.

Heraf kan Jyllands-Posten se, at Apollo Global Management har 401 selskaber i Caymanøerne, 32 i Anguilla og 31 i Luxembourg.

Netop Luxembourg spiller en birolle i lånet til SAS. Det er ifølge dokumenter som Jyllands-Posten har set gennem nyoprettede selskaber i Luxembourg, at Apollo Global Management har underskrevet aftalen om milliardlånet.

Kapitalfondens konstruktion vækker bekymring hos organisationen Oxfam Ibis.

- Jeg tror aldrig, at jeg har set en struktur med så mange datterselskaber baseret i kendte skattely som denne fra Apollo, siger Oxfam Ibis' generalsekretær, Lars Koch.

I første omgang er Apollo Global Management långiver for SAS, efter at have stillet de fem milliarder til rådighed.

Men i aftalen om lånet er der en option, der kan ændre på kapitalfondens rolle i forhold til SAS.

Ifølge Jyllands-Posten har Apollo Global Management sikret sig en option på at kunne blive storaktionær i SAS.

Det vil dog kunne blokeres af SAS og SAS' nuværende aktionærer. Her er den danske stat en af de største.

Postdoc og forsker i international beskatning Rasmus Corlin Christensen kan ikke afgøre "ved første øjekast" om Apollo Global Managements struktur hænger sammen med det, der kaldes skatteplanlægning, eller andre årsager.

Han peger dog på, at danske myndigheder er opmærksom på mulig skatteplanlægning i lande som Caymanøerne og Luxembourg.

I forbindelse med Jyllands-Postens historie har avisen forsøgt at få fat i Apollo Global Management. Uden held.

På kapitalfondens hjemmeside har den dog lagt et brev ud om dens skattepolitik i Storbritannien.

Heri står blandt andet:

- Apollo tolerer ikke skatteunddragelse eller facilitering af skatteunddragelse af nogen medarbejder eller anden person, der handler på Apollos vegne.

SAS har ikke ønsket at give Jyllands-Posten en kommentar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.