Erhverv

SAS-topchef: 1000 afgange aflyses i april efter brændstofchok

Der har været et "brændstofchok" i flybranchen, siger SAS-topchef som begrundelse for aflysninger.

SAS' administrerende direktør, Anko van der Werff, siger til Børsen, at SAS prøver at være "foran i sin planlægning og tage nogle disciplinerede beslutninger" med aflysninger. (Arkivfoto).
SAS' administrerende direktør, Anko van der Werff, siger til Børsen, at SAS prøver at være "foran i sin planlægning og tage nogle disciplinerede beslutninger" med aflysninger. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:16

Luftfartsselskabet SAS aflyser mindst 1000 afgange i april på grund af høje brændstofpriser.

Det siger SAS' topchef, Anko van der Werff, i interview med Børsen og det svenske Dagens Industri.

Det sker, på et tidspunkt hvor selskabet også har øget priser ved at indføre et midlertidigt brændstoftillæg.

Der er allerede fjernet omkring 300 afgange i marts.

Topchefen påpeger, at 1000 aflysninger i april lyder af meget, men at det udgør en mindre del af de samlede flyvninger, da SAS har 7-800 afgange om dagen.

Det vil typisk være flyvninger på kortere ruter med mange afgange, der sløjfes, for eksempel indenrigsflyvninger i Norge. Topchefen regner ikke med rutelukninger.

Derudover er flyvninger til Tel Aviv og Beirut på pause, og en planlagt rute fra København til Dubai i oktober kan blive udskudt, skriver Dagens Industri.

Van der Werff kalder over for Børsen de aktuelle prisstigninger et "brændstofchok".

- Vi aner ikke, hvor længe denne situation vil vare, så det kan ikke nytte noget at være alt for forhåbningsfulde, siger topchefen.

Siden USA og Israel angreb Iran i slutningen af februar, er priserne på flybrændstof steget kraftigt.

Ifølge Iata - Den Internationale Luftfartssammenslutning - er prisen, siden angrebene begyndte, steget med 76 procent.

Det er ikke alle aflyste SAS-afgange, der skyldes de højere priser.

Der er ligeledes en strejke i Tyskland, som påvirker afgangene, lyder det fra SAS.

Fra Pilotforbundet i Norge lyder det ifølge NTB, at strandene lønforhandlinger også spiller en rolle, og at der er mangel på piloter.

- Så er det meget belejligt, at SAS kan give olieprisen og krigen i Mellemøsten skylden. De har ikke nået deres mål med lønjusteringerne, og der er en del piloter, der ikke ønsker at arbejde ekstra, siger formand Carl Gilbert Rego.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden