Saxo Bank dropper negative renter

Investeringsbanken Saxo Bank dropper de negative renter, mens andre banker venter på Nationalbanken.

Investeringsbanken Saxo Bank vælger at hæve sine renter på kundernes indestående, og dermed afskaffes de negative renter.

Det oplyser banken til TV 2.

Saxo Bank har haft negative renter på indeståender for kunder med over en halv million kroner på kontoen, men fra 1. juli bliver de skrottet, skriver TV 2. Renten har i Saxo Bank været på minus 0,6 procent.

Da det er en investeringsbank har Saxo Bank ikke kunder med boliglån og lønkonti. I stedet har kunder oftest penge stående, som bruges til at investere.

- Vi er altid lidt foran kurven, så selvfølgelig skal vi være de første, siger Saxo Banks direktør, Kim Fournais, der forventer, at andre banker på et tidspunkt følger efter, til TV 2.

De negative renter har været et vilkår for bankkunder i Danmark siden august 2019, hvor Jyske Bank som den første bank i Danmark opkrævede renter af indeståender.

Jyske Bank forklarede, at det var en naturlig følge af flere år med negative renter hos Nationalbanken.

Det betyder, at Nationalbanken opkræver et procentbeløb af de beløb, som bankerne har stående hos Nationalbanken. Det har Nationalbanken gjort siden 2012 med et par måneders undtagelse i 2014.

Det kan måske komme til at ændre sig til efteråret. Det skyldes blandt andet de stigninger i forbrugerpriser, der har fundet sted de seneste måneder.

Når priserne stiger, det der kaldes inflation, er et ofte benyttet greb, at en centralbank hæver renterne for at dæmpe den økonomiske aktivitet.

Når renten stiger bliver det mere attraktivt at lade sine penge stå på en konto fremfor at investere pengene i nye aktiviteter. Dermed skal det mindske efterspørgslen og med det tage luften ud af prisstigningerne.

I Danmark fører Nationalbanken en fastkurspolitik, der betyder, at den danske krones værdi optimalt set skal udvikle sig parallelt med euroen.

Her har chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, varslet, at der efter de største prisstigninger i flere årtier er rentestigninger på vej til juni og september.

De rentestigninger vil ifølge Lagarde føre ECB væk fra en negativ rente. Hvis Nationalbanken som ventet følger med, kan det også betyde, at Nationalbankens negative renter er fortid.

ECB har brugt en negativ rente og store opkøbsprogrammer som en måde til at øge den økonomiske aktivitet i Europa på.

På det private marked er renterne på eksempelvis boliglån allerede steget. Eksempelvis oplyser Nordea Kredit til erhvervsmediet Finans, at banken for første gang i 11 år vil tilbyde et 30-årigt realkreditlån til fem procent.

Men på almindelige konti har de store banker fortsat negative renter af sine privatkunder. Nogle steder har der ligesom hos Saxo Bank været forskel på, om kunderne har et bestemt beløb og en NemKonto i banken.

TV 2 har spurgt de private banker, om de planlægger at følge i Saxo Banks spor. Det har de fleste af bankerne afvist at svare på, mens Nordea henviser til, at banken vil følge, hvad Nationalbanken gør og hvornår.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden