Saxo Bank undersøger mulig børsnotering i Holland

En børsnotering af Saxo Bank forventes at fastsætte bankens markedsværdi til 15 milliarder kroner.

Saxo Bank undersøger muligheden for at blive børsnoteret i Holland. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Saxo Bank undersøger muligheden for at blive børsnoteret i Holland. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den danske investeringsbank Saxo Bank undersøger muligheden for en børsnotering på børsen i Amsterdam.

Det skriver banken i en meddelelse torsdag.

Det forventes i den forbindelse, at en børsnotering vil fastsætte Saxo Banks markedsværdi til 15 milliarder kroner.

Børsnoteringen skal ske ved en fusion med selskabet Disruptive Capital Acquisition Company (DCAC), der er en såkaldt Spac.

Spac står for "special purpose acquisition company" og kan beskrives som en tom børsskal, der er startet op alene med det formål at finde et selskab, der ikke er børsnoteret, for at købe en andel i det.

- Vi har et stærkt ejerskab, som vi håber at styrke og brede mere ud, med fuld tillid til at Saxo Bank er på vej i den rigtige strategiske retning, siger bankens administrerende direktør, Kim Fournais, i meddelelsen.

- Vi bygger en finansiel institution, som er en del af de løsninger, der er nødvendige for fremtiden. Jeg er stolt af at invitere nye investorer ind i Saxo Bank og den spændende vækstrejse, der ligger foran os, lyder det.

Det understreges dog også i meddelelsen, at der endnu ikke er indgået en bindende kontrakt, og derfor er det heller ikke sikkert, at overvejelserne vil ende med en børsnotering.

Saxo Bank blev grundlagt i 1992 og har ifølge investeringsbanken 850.000 kunder på verdensplan. Holland er det største marked i dag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.