Erhverv

Selskabet bag Google øger omsætning med 14 procent

Alphabet har onsdag præsenteret sit kvartalsregnskab med over 96 milliarder dollar i omsætning.

Alphabet, der er selskabet bag Google, har onsdag offentliggjort sit kvartalsregnskab med stigning i omsætningen. (Arkivfoto).
Alphabet, der er selskabet bag Google, har onsdag offentliggjort sit kvartalsregnskab med stigning i omsætningen. (Arkivfoto). Justin Sullivan/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 00:49

Selskabet Alphabet, der blandt andet står bag it-virksomheden Google, havde en stigning i omsætningen på 14 procent i andet kvartal af 2025 i sammenligning med samme periode sidste år.

Selskabet omsatte for 96,43 milliarder dollar mod 84,74 milliarder dollar sidste år i andet kvartal, fremgår det af Alphabets kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort onsdag aften dansk tid.

Dermed steg Alphabets overskud i andet kvartal også markant i forhold til sidste år, nemlig en stigning på cirka 4,5 milliarder dollar.

I år lød overskuddet på 28,2 milliarder dollar, som svarer til 179,5 milliarder kroner.

- Vi har haft et fortræffeligt kvartal, hvor vi har haft robust vækst i hele virksomheden. Vi er førende inden for AI (kunstig intelligens, red.), og vi leverer i et utroligt tempo, udtaler topchefen i Alphabet, Sundar Pichai, i regnskabet.

Alphabet står også bag YouTube, der ligeledes har været med til at øge omsætningen.

Det er dog Googles forskellige aktiviteter, der udgør den store faktor i den øgede omsætning.

Blandt andet Google Cloud voksede i omsætning med over tre milliarder dollar i forhold til sidste år.

Google Cloud tilbyder blandt andet forskellige former for lagringsløsninger af data til virksomheder og private.

Alphabet forventer, at Google Cloud i år vil omsætte for 50 milliarder dollar - hvilket svarer til 317 milliarder kroner.

- Med den stærke og voksende efterspørgsel efter vores Cloud-produkter og -tjenester øger vi vores investeringer til omkring 85 milliarder dollar i kapitaludgifter i 2025.

- Vi er meget begejstrede over de muligheder, som ligger foran os, udtaler Pichai.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden