Seniorer fyres oftere end deres yngre kolleger: Sådan gør du, hvis du frygter fyresedlen
Seniorer i det offentlige har større risiko for at blive fyret, viser ny analyse. Det kan skabe dårlig trivsel på arbejdspladsen, men sådan behøver det ikke at være, siger forsker, der kommer med råd til, hvordan du håndterer frygten for at blive fyret.
Har du rundet 50 år og arbejder i det offentlige?
Så har du større risiko for at blive fyret end dine yngre kolleger.
Det viser en ny analyse fra Djøf.
Fagforeningen har gennemgået fyringssagerne blandt sine medlemmer i 2022.
Seniorer er overrepræsenteret i fyringssager. For selvom offentligt ansatte over 50 år udgør 24 procent af medlemmerne i Djøf, udgør de 37 procent af de fyringssager fagforeningen registrerede sidste år.
Skævvridningen i fyringssager går ikke kun udover de fyrede, men det påvirker også de seniorer, der er tilbage på arbejdspladsen.
“Det er klart, at det spreder en usikkerhed blandt de tilbageværende ansatte, når seniorer i højere grad bliver afskediget,” siger Jeevitha Yogachandiran Qvist, der er postdoc ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet.
Hun har specialiseret sig i de ældres vilkår på arbejdsmarkedet.
Ifølge hende kan skævvridningen skyldes nogle af de fordomme om seniorerne, der hersker på arbejdsmarkedet.
Eksempelvis at ældre er mindre omstillingsparate eller mindre villige til at lære nyt.
Men de har i det store hele ikke hold i virkeligheden, for det er for unuanceret at tale om alle ældre i samme gruppe, mener Jeevitha Yogachandiran Qvist.
“Ældre er en mere heterogen gruppe, end at de bare har deres alder til fælles,” siger hun.
“Derfor skal man væk fra, at alder alene er afgørende. Det handler lige så meget om, hvilke kompetencer man besidder, hvilken uddannelse man har, og hvilke arbejdsopgaver man laver.”
Skævvridningen er ikke ny viden. I 2016, 2019, 2020, 2021 og nu 2022 var billedet det samme i analysen fra Djøf.
På det private arbejdsmarked er fyringssagerne jævnt fordelt over alle aldersgrupper i Djøf’s undersøgelse.
Forskel på unge og gamle
Gør unge eller ældre mest gavn for virksomheden?
Det er et meget svært - nærmest umuligt - regnestykke at lave, mener Jeevitha Yogachandiran Qvist.
“I en gennemsnitsbetragtning har ældre alt andet lige nogle andre kompetencer end sine yngre kolleger, og derfor kan man ikke 1-1 sige, om ældre er mindre eller produktive end sine yngre kolleger.”
Set over en bred kamp har seniorer flere erfaringer at trække på, når det handler om arbejde, og samtidig betragtes seniorer ofte som mere loyale over for virksomheden.
Derfor kan de udfylde en anden rolle end de yngre kolleger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.