Shoppelystne kvinder trækker Boozt-salget op
Boozt øgede salget med næsten 10 procent i sin største kategori, modetøj til kvinder, i andet kvartal.
Onlinevirksomheden Boozt med hovedsæde i København øgede salget med næsten 13 procent i andet kvartal.
Det viser regnskab, der er offentliggjort fredag.
Salget i den største varekategori, modetøj til kvinder, steg med 10 procent i kvartalet efter flere kvartaler med nedadgående tendens.
- En nøglefaktor var den øgede kundeaktivitet blandt kvinder, som drev vækstaccelerationen inden for modetøj til kvinder og varegrupper, der ikke relaterer sig til mode, hedder det i pressemeddelelsen om regnskabet.
De positive resultater betyder, at man planlægger at sætte endnu flere varer på hylderne i det igangværende kvartal med det formål at sætte yderligere skub i salget.
Samlet set omsatte selskabet, der både driver Boozt.com og outletvirksomheden Booztlet, for 2,06 milliarder svenske kroner i kvartalet.
Driftsoverskuddet faldt dog en smule fra 105 millioner svenske kroner til 94 millioner.
Boozt er børsnoteret på børserne i både København og Stockholm. Indtil sidste år havde selskabet hovedkvarter i Malmø, men er siden flyttet til Kalvebod Brygge i København.
Boozt ledes af administrerende direktør Hermann Haraldsson, der tidligere var direktør for fodboldklubben Brøndby IF.
Selskabet forventer en omsætningsvækst på mellem 7 og 11 procent i år.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.