Skattekrav på over 100 millioner kroner mod nordjysk virksomhedsejer er styrket
Sendte via Sverige ubeskattede penge i skattely
Opdateret 19. december 2019 kl. 13:50
NØRRESUNDBY: Skat står efter en dom fra EU-Domstolen styrket i en langvarig strid om et skattekrav på over 100 millioner kroner rettet mod det nordjyske konkursbo efter selskabet HHU ApS, som indtil 2007 ejede den kendte nordjyske overvågningsvirksomhed ETI Telecom.
Skats kæmpekrav mod det nordjyske konkursbo bygger på, at HHU undlod at opkræve kildeskat af nogle store rentebetalinger, som HHU betalte til sin svenske ejer SNAH AB, og som efterfølgende blev sendt - fortsat ubeskattede - videre til et selskab med hjemsted i det kendte skattely kanaløen Jersey.
Det er Skats opfattelse, at konstruktionen alene er opbygget for at trække penge fra Danmark til Jersey uden at betale skat, og at det svenske selskab i denne sammenhæng alene har fungeret som et såkaldt gennemstrømningsselskab for pengene.
Der verserer to store skattesager i forbindelse med nordjyske HHU ApS:
Den i artiklen omtalte sag angår skatteansættelsen for HHU ApS og vedrører spørgsmålet om, hvorvidt selskabet skal betale rentekildeskat. Den er anlagt af konkursboet efter HHU ApS mod Skat ved moderselskabet BEI ApS.
Den anden sag angår erstatningsansvar for ledelsen og den formodede ejer i HHU ApS. Denne sag er anlagt af Skat mod medlemmer af ledelsen og Ronnie Vagner Kristiansen. Denne sag afventer udfaldet af skattesagen.
Erstatningssagen angår det forhold, at HHU ApS ikke kan betale et eventuelt skattekrav, fordi selskabets vigtigste aktiv, aktierne i ETI Telecom, blev købt tilbage af det svenske selskab SNAH AB i juni 2007 for 1,3 mia. kr. Beløbet svarer præcis til det beløb, som HHU skyldte SNAH.
ETI Telecom blev omkring årsskiftet 2010/2011 solgt til britiske BAE Systems for over en milliard kroner i en af de allerstørste virksomhedshandler nogensinde i Nordjylland.
Sælgeren af ETI Telecom var det cypriotisk indregistrerede selskab Zatrepa Holdings, som også gennem en række datterselskaber stod som ejer af HHU ved selskabets konkurs i 2011.
Det afviser HHU, som påstår, at den svenske ejer var den retmæssige ejer af renterne. Og så skal der ikke betales kildeskat af dem, fordi der er en dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Sverige.
HHU har anlagt sag mod Skat
Konkursboet efter HHU ved dets ikke-konkursramte moderselskab BEI ApS har anlagt sag mod Skat for at få kravet om betaling af renteskat kendt ugyldigt.
Vestre Landsret har tidligere i 2016 bedt EU-Domstolen om at besvare nogle spørgsmål om EU-retten i relation til sagen, en forespørgsel, som det ville tage EU-Domstolen lang tid at tage stilling til.
Tidligere på året var der godt nyt til Skat fra EU-Domstolen .
Domstolen afgjorde nemlig en række sager om dansk kildeskat på udbytter og renter fra danske datterselskaber til udlandet.
- Domstolen siger overordnet, at hvis formålet med en given konstruktion alene er at undgå skattebetaling, så har de nationale skattemyndigheder ret til at opkræve kildeskat på en rentebetaling fra et datterselskab til et moderselskab i udlandet, siger Asger Lehmann Høj, der er leder af skatteafdelingen hos revisionsfirmaet Beierholm.
Dommene fra EU-Domstolen styrker således Skats holdning i HHU-sagen, men det var ikke den eneste positive nyhed for Skat.
Vestre Landsret besluttede nemlig under HHU’s protest at trække de spørgsmål, som retten i 2016 stillede til EU-Domstolen i skattesagen, tilbage.
Skattesagen kan herefter behandles ved Vestre Landsret.
Ingen dækning i konkursbo
Det vides ikke, hvornår skattesagen kommer for retten.
Men under alle omstændigheder skal Skat nok ikke sætte næsen op efter at få inddrevet et eventuelt tilgodehavende ad denne vej.
- Jeg mener, Skat vil stå stærkt i den kommende sag efter dommene fra EU-Domstolen. Problemet er så bare, at der ikke vil være penge i konkursboet til at dække Skats krav, siger Asger Lehmann Høj.
Advokat Arne Møllin Ottosen fra advokatfirmaet Kromann Reumert, der er advokat for HHU/BEI, ønsker ikke at kommentere skattesagen.
Det samme gælder for advokat Søren Horsbøl Jensen fra Kammeradvokaten, der repræsenterer Skat.
Udtænkt af EY på Jersey
Det var revisionsfirmaet EY’s afdeling på Jersey, som i 2003 var ophavsmænd til den konstruktion, som HHU endte med at kopiere.
Revisionsfirmaet lagde ikke skjul på motivet.
”Formålet er at skabe en mere fleksibel struktur med hensyn til at øge mulighederne for at få indtægter fra driftsselskaber til Jersey uden at lide under større betalinger af kildeskat og lignende”, som det hedder i dansk oversættelse i et brev af 20. juni 2003 sendt til HHU’s ejer på Jersey.
- Man kan sige, at den rådgivning afspejler en tid, hvor det var mere legitimt end i dag med en aggressiv skatterådgivning, mener Asger Lehmann Høj.
Skat har flere skud i bøssen
Skat har endnu et juridisk skud i bøssen, hvis det viser sig, at der ingen penge er at komme efter i HHU’s konkursbo.
Som tidligere fortalt af NORDJYSKE har Skat anlagt en erstatningssag mod medlemmer af ledelsen i HHU og Ronnie Vagner Kristiansen.
Erstatningskravet - der i 2012 af Skat blev opgjort til lidt over 153 millioner kroner - bygger på, at Skat som kreditor i konkursboet ikke er blevet behandlet ligeligt.
HHU solgte nemlig i juli 2007 sit vigtigste aktiv - aktierne i ETI Telecom - tilbage til sit svenske moderselskab SNAH AB mod eftergivelse af gæld.
Det er Skats synspunkt, at ledelsen i HHU på det tidspunkt burde have vidst, at Skat havde et krav om betaling af rentekildeskat.
Erstatningssagen afventer udfaldet af skattesagen, hvor retten skal blåstemple Skats krav.
NORDJYSKE’s oplysninger om den verserende skattesag er baseret på aktindsigt i retsbøger hos Vestre Landsret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.