Snyder du dig selv for tusindvis af kroner? Her er to fradrag, som mange glemmer eller slet ikke kender
Undgå fejl og glemte fradrag. Der kan være mange tusinde kroner på spil
Opdateret kl. 18:59
NORDJYLLAND: Du kender med al sandsynlighed til kørselsfradraget.
Håndværkerfradraget har du formentligt også hørt om.
Og er du privat investor, ved du måske også, at der er fradrag for tab på aktier.
Men når danskerne i løbet af fredag vanen tro får mulighed for at smugkigge i deres årsopgørelse – og gerne sidder i kø i timevis for det – er der nogle særlige fradrag, som de skal være ekstra opmærksomme på.
Der findes nemlig oversete fradrag, som mange glemmer eller slet ikke kender til. Medmindre de læser denne artikel til bunds.
Det oversete boligfradrag
Et af fradragene omhandler de mange tusinde boligejere, som i løbet af 2022 konverterede deres realkreditlån. Mange af dem har i forbindelse med konverteringen betalt såkaldt garantiprovision.
Det er et beløb, som man betaler banken for at stille en garanti, indtil realkreditlånet er tinglyst.
Hvad de færreste ved, er, at de selv skal indberette beløbet til Skattestyrelsen for at kunne trække det fra i skat. Det gør banken ikke for dig.
Hvor meget man har betalt i garantiprovision, fremgår typisk af den beregning, man modtager fra banken i forbindelse med for eksempel en låneomlægning.
Garantiprovision betales også i forbindelse med boligkøb eller en byggesag, og her kan det løbe op i mange tusinde kroner. Hvor meget af beløbet, man kan få refunderet fra Skat, varierer, men for de fleste har fradraget en skatteværdi på omkring 33 procent.
Det oversete rejsefradrag
Et andet overset fradrag er det såkaldte fradrag for småfornødenheder. Det gælder for de danskere, der rejser med jobbet og er væk hjemmefra i mindst 24 timer.
Det almindelige rejsefradrag har nemlig en særregel, som gør, at du kan få fradrag for småfornødenheder, f.eks. en kop kaffe eller en avis, selvom din arbejdsgiver dækker dine udgifter på rejsen.
Det særlige fradrag havde i 2022 en fradragsværdi på 25 procent Det vil sige, at fradraget kan sikre dig en skattebesparelse på 25 procent af 134,75 kroner - altså 33,68 kroner pr. rejsedøgn.
Rejser du 100 dage om året med arbejdet, vil fradraget altså reducere din samlede skat med 3.368 kroner.
Din arbejdsgiver kan vælge at udbetale en skattefri godtgørelse på 134,75 kroner pr. rejsedøgn til at dække dine småfornødenheder. I så fald kan du ikke trække beløbet fra i skat.
Det er imidlertid de færreste arbejdspladser, som vælger at udbetale de 134,75 kroner til medarbejderen.
For at få fradraget er der intet krav om kvitteringer. Det eneste krav er, at du er udrejst i mindst 24 timer inklusiv en overnatning. Og det skal være på grund af afstanden til din bopæl, at du er forhindret i at overnatte derhjemme.
Hvis din arbejdsgiver dækker småudgifterne op til et vist beløb, som ligger under 134,75 kroner om dagen, er det også muligt at indberette differencen.
Fem andre fradrag
Udover fradrag for garantiprovision eller småfornødenheder på en arbejdsrejse er der en række andre fradrag, man skal huske, når man tjekker sin årsopgørelse.
- Der kan nemlig være en væsentlig sum at hente, hvis du mangler et eller flere fradrag, fortæller investeringskonsulent i Spar Nord Karsten Brøndum Idskov.
Sammen med revisionsfirmaet BDO har Spar Nord oplistet nogle af de fradrag, man også skal kende til.
1. Kørselsfradrag
Hvis du pendler mere end 24 kilometer til og fra arbejde, har du ret til kørselsfradrag – også kaldet befordringsfradraget. Og i år kan pendlerne se frem til et højere fradrag, end hvad der oprindeligt var lagt op til, da satserne ekstraordinært blev hævet i april 2022 med tilbagevirkende kraft for hele indkomståret:
- Det vil således være ærgerligt at gå glip af fradraget, hvis du har pendlet og endda har haft højere udgifter til brændstof, siger chefkonsulent hos BDO Henning Boye Hansen.
Uanset hvilket transportmiddel du har benyttet dig af – også bus, tog og cykel – kan du få fradraget, der udgør 2,16 kroner per kilometer for al kørsel mellem 24 og 120 kilometer, hvorefter fradraget er 1,08 kroner per kilometer.
Sidstnævnte gælder dog ikke i såkaldte yderkommuner, hvor du får 2,16 kroner per kilometer, selvom du har kørt over 120 kilometer.
2. Håndværkerfradrag og servicefradrag
Selvom håndværkerfradraget blev afskaffet i 2022, kan du stadig få fradrag for arbejde udført af en håndværker i første kvartal af året, og som er betalt inden juni.
Hvis du derudover er en af de danskere, som får hjælp til eksempelvis rengøring, børnepasning eller vinduespudsning, kan du også gøre brug af servicefradraget.
- Der kan være flere danskere, som allerede har glemt alt om håndværkerfradraget efter afskaffelsen – men det er værd at huske fradraget, som maksimalt udgør 12.900 kroner per person, og dermed kan ægtefæller og samlevere opnå et fradrag på samlet set 25.800 kroner, siger Henning Boye Hansen.
Servicefradraget kan du opnå for arbejde udført i hele 2022. Her kan du få et fradrag på op til 6.400 kroner per person, så hvis du har en samlever eller ægtefælle, er det maksimale fradrag 12.800 kroner.
3. Fradrag for tab på aktier
Hvis du har tabt penge på aktiemarkedet i det forgangne år, kan du i flere tilfælde trække det fra i fremtidige gevinster og udbytter.
- Efter et turbulent aktieår vil dette fradrag være relevant for mange private investorer. Det er nemlig muligt at fratrække tab på aktier, der er købt på et reguleret marked – og hvis du ikke har haft nogle af disse, kan du trække tabet fra i fremtidige gevinster, siger Karsten Brøndum Idskov fra Spar Nord.
Han understreger, at Skattestyrelsen skal have oplysningerne fra din bank eller dig. Derfor bør du kigge efter, om tabet er registreret i skattemappen.
4. Fradrag for gaver til velgørende formål
Hvis du i årets løb har doneret penge eller gaver til et velgørende formål, kan du få fradrag for donationen.
I 2022 kan du højest få fradrag for 17.200 kroner, og med fradraget opnår du en skattebesparelse i omegnen af 26 procent af beløbet.
- Dog kan du ikke selv indberette det. Det skal den velgørende organisation gøre – og af den grund er det en god idé at tjekke efter, om det nu også er med på årsopgørelsen, fortæller Henning Boye Hansen.
5. Børne- og ægtefællebidrag
Det er muligt for fraskilte personer at få fradrag, hvis de betaler ægtefællebidrag eller børnebidrag til børn under 18 år.
Fradraget bliver som udgangspunkt registreret automatisk, men der er tilfælde, hvor det ikke sker:
- Du får helt automatisk fradrag, hvis betalingen foregår via Udbetaling Danmark. Betaler du på anden vis, har du til gengæld selv ansvaret for at få det med i årsopgørelsen. I den sammenhæng er det også værd at huske, at du kan få fradrag, når du betaler for udgifter i forbindelse med dit barns dåb eller konfirmation, hvis dit barn ikke bor hos dig, siger Henning Boye Hansen.
Skattestyrelsen åbner officielt for årsopgørelsen mandag den 13. marts, men ventes som sædvanligt at åbne for nysgerrige sjæle allerede i løbet af fredagen eller weekenden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.