byudvikling

Solgt: Der er planer for en af badebyens store ejendomme

Bygningen, som tidligere har dannet ramme om blandt andet diskotek "Peter Wessel", er solgt

Orla Nielsen, Hjallerup og Finn Jensen, Hals har købt ejendommen, der tidligere har huset blandt andet diskotek Peter Wessel, The Old Irish Pub og forskellige spisesteder.
Orla Nielsen, Hjallerup og Finn Jensen, Hals har købt ejendommen, der tidligere har huset blandt andet diskotek Peter Wessel, The Old Irish Pub og forskellige spisesteder. Foto: Bo Lehm

BLOKHUS: Det er en ganske markant ejendom, der har skiftet ejer. Der er tale om en 722 kvadratmeter stor ejendom, som ligger på vejen, der fører ned til stranden, og den er blevet overtaget af entreprenør og ejendomsudvikler Finn Jensen fra Hals og Orla Nielsen fra Hjallerup.

Sælger er Boligforeningen BAS ApS.

Ejendommen har gennem årene lagt vægge og gulv til en lang række forskellige aktiviteter - blandet andet diskotek og spisested. 

I øjeblikket har "Vaffelbageren" og "SushiMania" til huse i en del af bygningen, mens de lokaler, hvor "Den Kække Havfrue" og "Baghuset" var indtil sidste år, står tomme.

Udover de nuværende lejere SushiMania og Vaffelbageren vil de nye ejere forsøge at udleje de resterende lejemål til pop-up butikker.  Foto: Bo Lehm

De nye ejere har flere planer for den nyerhvervede ejendom. I første omgang venter en renovering af bygningen.

- Orla og jeg har købt seks boliger på Toldbodvej, som har udsigt til bygningen, og for at sikre en bedre udsigt fra disse boliger, ønsker vi at forskønne området, siger Finn Jensen.

- SushiMania og Vaffelbageren har fået lov til at fortsætte denne sæson. Samtidig er vi på udkig efter pop-up butikker til de øvrige tomme lokaler, siger han.

Finn Jensen og Orla Nielsen ejer seks boliger på Toldbodvej, og de har alle udsigt til Strandvejen 8. Derfor er ønsket at forskønne området.  Foto: Bo Lehm

Ifølge Finn Jensen er der flere butikker, som har vist interesse, men endnu er det for tidligt at løfte sløret for, hvem der i givet fald rykker ind.

Flere projekter i Blokhus

Finn Jensen er fra Hals, men han ser et åbenlyst potentiale i Blokhus, og i 2018 gik han og sine to sønner, Michael og Kim Højgaard Jensen, i gang med at udvikle boligprojekter i byen.

- Vi har hidtil været heldige med de projekter, vi har lavet. Der er et købestærkt publikum til boliger i Blokhus, og vi har oplevet en stor efterspørgsel fra folk i den tredje alder, der søger mod Blokhus på grund af den udvikling byen har været igennem i de senere år, siger Finn Jensen.

Indtil videre har de opført nye boliger på Klitvejen, Toldboldvej, Aalborgvej 12, Aalborgvej 28, og i øjeblikket er trioen i gang med et boligprojekt på Støvesvej. Og der er mere på vej, men hvad ønsker Finn Jensen endnu ikke at afsløre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden