Solgte firma for en formue: Nu gør nordjysk familie det igen
Efter mere end 40 år giver ejerfamilie slip på sit sidste, indbringende forretningsben

- Det er både en vemodig beslutning, men også den rigtige beslutning, siger formand og anden generation i familiefirmaet, Klaus Fossing. Arkivfoto: Claus Søndberg.
NØRRESUNDBY:Det er de færreste, som lykkes med at opbygge en stor, succesfuld forretning og sælge den for et trecifret millionbeløb.
En nordjysk familie, som de færreste kender til, har lige gjort det for anden gang.
For 12 år siden solgte Fossing-familien virksomheden Nordic Camp Supply, der på daværende tidspunkt forsynede NATO med flybrændstof og diesel - blandt andet i Afghanistan.
Handlen indbragte familien knap 400 millioner kroner.
Og den var nøje planlagt.
Salget var nemlig en del af familiens strategi om at satse benhårdt på et andet forretningsben; specialbyggede containere. Det sker gennem virksomheden DC-Supply, som familien har ejet siden 1981.
Men ikke længere.
Forgyldt igen
Familien Fossing har valgt at sælge DC-Supply til investeringsselskabet MS2 Invest. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
- Det er både en vemodig beslutning at give slip på ejerskabet af DC-Supply, hvor jeg selv har haft min gang i mange år, men også den rigtige beslutning for både DC-Supply og for vores familie, siger Klaus Fossing, der er anden generation i familiefirmaet.

Du ser disse skibscontainere i millionvis verden over. DC-Supply bygger den om til nærmest hvad som helst - og tjener gode penge på det. Foto: Martél Andersen
DC-Supply er de senere år vokset eksplosivt.
Efterspørgslen på specialbyggede containere, som DC-Supply er ekspert i, har kun kendt én vej, og det har skabt tocifrede millionoverskud i den familieejede virksomhed.
18 millioner kroner i 2021. 19 millioner kroner i 2022.
Den slags går ikke ubemærket hen, og selvom salgsprisen i denne slags handler som altid er hemmelig, må det formodes, at Fossing-familien nu indkasserer et trecifret millionbeløb.
For anden gang.
De særlige containere
Faktisk er det helt almindelige skibscontainere af den slags, man typisk ser rundt om i verden, som DC-Supply i Nørresundby ombygger til stort set hvad som helst.
Det kan være til en kunde, som midlertidigt har behov for at få bygget en lejlighed, et kontor eller et køkken. Det kan være den 20-fods container, der bliver til en bar ved Fredagsrock-arrangementer i Tivoli, København.
En hundekennel til specialtrænede hunde i Afghanistan. Eller en H.C. Andersen-souvenirbutik på Langelinie i København.

DC-Supply har cirka 30 medarbejdere - alt fra bygningskonstruktører til tegnere, smede og tømrere. Foto: Martél Andersen
Kunderne tæller alt fra civile til militære, og de specialbyggede containere finder man fra Grønland og Færøerne i nord til det afrikanske kontinent i syd.
Og lige siden begyndelsen i 1981 har det været med familien Fossing som ejer.
Indtil nu.
Bedre med ny ejer
Bag den nye ejer, MS2 Invest, står tidligere mangeårig partner i kapitalfonden Axcel, Per Christensen. Han ser gode muligheder for at bygge videre på DC-Supplys viden og erfaring og for at nå ud til nye kundesegmenter og brancher.
- Det gælder både inden for udvikling, produktion og salg af specialindrettede containere såvel som udlejningsbaserede leverancer af container og moduler til eksempelvis midlertidige ophold, drift eller opbevaring, udtaler Per Christensen.
DC-Supply har cirka 30 medarbejdere, som ifølge Klaus Fossing nu kommer under et ”nyt, stærkt ejerskab.”
- DC-Supply har gennemgået en udvikling og opnået en størrelse, hvor vi tror, nye kræfter vil være bedre til at fortsætte den videre rejse, udtaler han.
Fossing-familien består af ægteparret Bente og Michael Fossing, der i 2019 gav familievirksomheden videre til sønnen Klaus Fossing og datteren Rikke Bjerg.
Familien er fortsat en del af bestyrelsen i DC-Supply med Klaus Fossing som formand, mens Michael Munk er adm. direktør.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.