Sommerhuse opfører sig mystisk – og huspriser vækker opsigt

Priserne på boligmarkedet opfører sig nu på en måde, som ikke er set i 10 år

Mens markedet for parcelhuse og ejerlejligheder opfører sig nogenlunde som forventet, er sagen en lidt anden for sommerhusene. <i>Grafik: Jette Klokkerholm</i>

Mens markedet for parcelhuse og ejerlejligheder opfører sig nogenlunde som forventet, er sagen en lidt anden for sommerhusene. Grafik: Jette Klokkerholm

BOLIGMARKED:Det danske boligmarked vakler nu for alvor under stigende inflation og højere renter, og visse steder i landet kan det blive en rigtig grim omgang.

Sådan lyder vurderingen fra flere økonomer ovenpå nye tal fra Boligsiden, der viser, at prisfaldene på boligmarkedet fortsætter med ufortrøden kraft.

Samlet set er huspriserne nu faldet med 1,3 procent over det seneste år. Det er højst usædvanligt, eftersom at priser og lønninger normalt stiger over tid og dermed bidrager til at understøtte boligpriserne.

- Vi skal helt tilbage til december 2012 for senest at finde årlige prisfald på boligmarkedet, siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Et voldsomt fald

Prisfaldet på markedet for ejerlejligheder er endnu større end på det brede parcelhusmarked. Det skal især ses i lyset af, at priserne på ejerlejligheder kommer fra et historisk højt niveau. Det øger sårbarheden, når den økonomiske usikkerhed tiltager, og renterne stiger.

For eksempel er priserne på ejerlejligheder i København nu faldet med 7,3 procent siden pristoppen i maj i år. Dermed er der skåret godt 315.000 kroner af handelsprisen på en ejerlejlighed på 80 kvadratmeter.

- Det er et voldsomt prisfald i en historisk kontekst, siger Christian Hilligsøe Heinig.

For ikke længe siden stod boligkøberne nærmest i kø, og salgspriserne pegede opad, opad og opad. Nu er situationen vendt fuldstændigt på hovedet.

Da salgspriserne steg mest i foråret 2021, steg de mellem 1,5 og 2,0 procent måned for måned. Præcis samme procentvise udvikling, som vi ser nu – bare i den modsatte retning.

Sommerhusene opfører sig anderledes

- Det er ikke overraskende, når man ser på de økonomiske udfordringer, som vælter ind over de potentielle boligkøbere. Det gælder inflationen, som sætter stigende krav til rådighedsbeløb og særligt stigende renter, som til gengæld barberer rådighedsbeløbet ned, siger Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

Udviklingen i salgspriser for parcelhuse på landsplan. <i>Kilde: Boligsiden.dk.</i>

Udviklingen i salgspriser for parcelhuse på landsplan. Kilde: Boligsiden.dk.

Mens markedet for parcelhuse og ejerlejligheder opfører sig nogenlunde som forventet, er sagen en lidt anden for sommerhusene. De er indtil videre gået overraskende fri af de generelle prisfald.

Fra september til oktober faldt sommerhuspriserne med beskedne 0,5 procent, men de ligger stadig 7 procent højere end for et år siden.

- Det er dog fortsat vores vurdering, at sommerhusmarkedet ikke kommer til at gå ram forbi prismæssigt af det ændrede økonomiske og finansielle klima, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Han hæfter sig ved, at prisfald på sommerhusmarkedet sædvanligvis rammer med lidt forsinkelse, og at man allerede nu ser, at handelsaktiviteten for sommerhuse er faldet markant.

Generelt forventer både Sydbank og Realkredit Danmark – ligesom en række andre banker og Nationalbanken – at boligpriserne skal falde endnu mere, end de allerede er gjort. Præcist hvor meget er svært at spå om.

Her bliver det virkelig grimt

Ifølge Sydbank er det på ingen måde utænkeligt, at priserne skal yderligere 5 til 10 procent ned. I de dyreste dele af landet – særligt i København og Nordsjælland – bliver det formentligt endnu grummere.

- Her er boligpriserne løbet fra indkomsterne i et omfang, vi ikke har set siden finanskrisen. Derfor er boligmarkedet i de dele af landet mere udsatte. Her er priserne også allerede faldet mest, og vi forventer langtfra, at det er slut. Her kan priserne sagtens lande 20 procent lavere, end hvor de toppede, vurderer cheføkonom Søren Kristensen.

Udviklingen i salgspriser for ejerlejligheder på landsplan. <i>Kilde: Boligsiden.dk.</i>

Udviklingen i salgspriser for ejerlejligheder på landsplan. Kilde: Boligsiden.dk.

I Nordjylland er huspriserne nu faldet seks måneder i træk. Fra en gennemsnitlig salgspris på 11.440 kroner pr. kvm til 10.599 kroner pr. kvm.

Det svarer til, at der er skåret næsten 120.000 kroner af salgsprisen på et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvm.

For ejerlejligheder i Nordjylland er det mest bemærkelsesværdige, at der nu krejles kraftigt om prisen. På et år er prisnedslagene for lejligheder i det nordjyske vokset med 236 procent.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.