Spar Nords overskud falder med 42 procent efter ni måneder
Men 2020 tegner ifølge banken "fornuftigt"
AALBORG: Selv om Spar Nords overskud efter skat i årets første ni måneder dykkede med 42 procent i forhold til den samme periode i 2019 til 507 millioner kroner, så er administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord alligevel tilfreds.
- Når vi kigger tilbage på udfordringerne i begyndelsen af året, så mener jeg, at vi kan være tilfredse med resultatet for de første tre kvartaler som helhed og dermed også udsigten til et 2020, der trods alt ser ud til at lande fornuftigt, siger Lasse Nyby
Han hæfter sig ved en stigende aktivitet hos privatkunderne, som betyder, at det er lykkedes at fastholde nettorente- og gebyrindtægter på et uændret niveau sammenlignet med samme periode i 2019.
Derudover ligger kursreguleringerne kun marginalt lavere som følge af den positive udvikling på de finansielle markeder.
Endelig har det i tredje kvartal været begrænset med tab på udlån.
Spar Nord opjusterede 9. september de finansielle forventninger for hele året, og disse forventninger fastholdes.
Dermed forventer Spar Nord fortsat et resultat efter skat for hele 2020 i niveauet 500 til 700 millioner kroner.
- Der hersker stadig stor usikkerhed om de langsigtede økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Men vi fortsætter med at holde mest muligt fokus på kunderne, og tredje kvartal har vist, at vi godt kan lave mange forretninger med vores kunder og skabe vækst i forretningen til trods for de vanskelige arbejdsvilkår, lyder det afsluttende fra Lasse Nyby.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.