finansielle resultater

Større medieforbrug er med til at give Egmont rekordoverskud

Egmont har i 2021 haft rekordhøj omsætning og indtjening. Vækst på tværs af aktiviteter bidrager positivt.


Opdateret kl. 10:42

I 2021 har Egmont oplevet fremgang på tværs af alle sine forretninger.

Det bidrager til en række rekordresultater for Egmont, der er Danmarks største mediekoncern. Det oplyses i en pressemeddelelse.

Egmonts kerneforretning er film, tv, magasiner og bøger.

Aktiviteterne er bredt ud over fire divisioner, der tilsammen udgør Egmont. De fire divisioner er Story House Egmont, Nordisk Film, TV 2 i Norge samt Egmont Books.

Aktiviteterne i de fire divisioner har i 2021 omsat for 15,4 milliarder kroner. Det er en stigning på 34 procent i forhold til 2020.

Stigningen er et resultat af større omsætning i alle fire divisioner.

Den større omsætning har været medvirkende til, at Egmont i 2021 har opnået et resultat før skat på 1,8 milliarder kroner. Det er det tredobbelte, i forhold til det Egmont tjente året før.

Ifølge Steffen Kragh, koncernchef i Egmont, er både omsætning og resultat i 2021 rekordhøje. Han er selvsagt meget tilfreds med udviklingen.

- Vi høster gevinsten af Egmonts strategi om at satse på stærkt indhold og at bygge vækstforretninger, baseret på at folk streamer mere, gamer mere og shopper mere online.

- Rekordåret 2021 giver os et stærkt fundament for at skabe flere fortællinger, mere journalistik og unikt indhold de kommende år, siger Steffen Kragh.

For nylig lancerede Egmont en 2025-strategi, der hedder "Grow with the Modern Consumer - Scale Up & Stand Out".

Som en del af strategien skal investeringer i indhold for 50 milliarder kroner over en femårig periode lede til en større omsætning for Egmont.

Målet er at nå en omsætning på 20 milliarder kroner i 2025. Det vil sige cirka fem milliarder mere end i 2021.

Frem mod 2025 vil Egmont blandt andet investere i og satse mere på digitale bøger, tv-streaming og computerspil.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden