Stor blokade i opløsning: Gruppen bag lukker øjeblikkeligt

Tusindvis af vrede vognmænds demonstration mod omstridt afgift hænger pludselig i en tynd tråd

 <i>Foto: Bo Lehm</i>

Foto: Bo Lehm

NORDJYLLAND:Vognmænd over hele landet har mandag planer om at blokere veje i protest mod den omstridte kilometerafgift.

Men nu er den planlagte blokade endt i totalt kaos.

Styregruppen bag demonstrationen, den såkaldte Vejskatkomiteen, har opløst sig selv med øjeblikkelig virkning efter møde med politiet torsdag. Det oplyser gruppen på sin Facebook-side.

- Tak for støtten, lyder udgangsreplikken i det opslag, som Vejskatkomiteen har lagt op.

Langer ud efter politiet

Torsdag mødtes styregruppen bag den landsdækkende demonstration med politiet omkring praktikken.

Kort fortalt var det vognmændenes plan at blokere veje og trafikknudepunkter på mandag 15. maj fra klokken 6 i protest mod en kilometerafgift.

Men mødet torsdag endte altså ud i, at Vejskatkomiteen pludselig har opløst sig selv.

Vejafgift for lastbiler

  • Fra 1. januar 2025 skal lastbiler betale vejafgift efter, hvor langt de kører i Danmark.
  • Den gennemsnitlige afgiftssats vil være ca. 1,3 kr. pr. km i 2030.
  • Afgiften vil være differentieret efter lastbilernes CO2-udledning.
  • Grønne lastbiler vil således betale mindst i afgift.
  • Afgiften vil gælde for lastbiler på 12 ton og derover fra 2025.
  • Fra 1. januar 2027 udvides afgiften til at gælde for lastbiler på 3,5 ton og derover.
  • Afgiften vil gælde for kørsel på statsvejnettet og øvrige veje, der er oplagte i forhold til sivetrafik, samt offentlige veje i miljøzoner - cirka 10.900 km.
  • Fra 1. januar 2028 vil hele det offentlige vejnet være omfattet (cirka 75.000 km).

Skatteministeriet

I en pressemeddelelse skriver Vejskatkomiteen, at politiet - i stedet for at samarbejde med vognmændene om "at gennemføre en lovlig og grundlovssikret demonstration" - har sat sine jurister til at kulegrave sagen.

- Denne kulegravning har medført, at vi må konstatere, at vi stilles overfor betingelser, som er umulige for Vejskatskomiteen at være en del af. De har på den måde fundet hver en sprække og lov, de kan bruge, til at forhindre den af os planlagte lovlige demonstration, lyder det i pressemeddelelsen.

Politiet skulle angiveligt have henvist til paragraf 7, stk. 3 i politiloven. Her lyder det, at:

"Politiet kan give påbud om, at en forsamling skal afholdes et andet sted end det påtænkte, eller fastsætte andre vilkår for forsamlingens afholdelse, når der er begrundet frygt for fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.'

Med andre ord: Politiet har formentlig sat en stopper for hele aktionen med en melding om, at der vil blive grebet ind mod enhver parkeret lastbil.

Uvished om blokaden

Det var ventet, at en lang række af landets mindre og mellemstore vognmænd ville deltage i mandagens aktion over hele landet. Nu er det uvist, hvad der reelt kommer til at ske.

Vognmændene har angiveligt fået at vide, at det ikke bliver accepteret, hvis de blokerer hovedvejene. Derfor vil fokus - hvis blokaden stadig føres ud i livet - være på til- og frakørsler ved motorvejene samt andre trafikknudepunkter.

- Vi har fået spørgsmålet mange gange allerede om, hvad der vil ske, hvis nogen alligevel gennemfører demonstrationen, skriver Vejskatkomiteen på Facebook.

Herefter oplistes den fremgangsmåde, som politiet ifølge Vejskatkomiteen lagde frem på torsdagens møde:

1. Først er der en venlig henstilling.

2. Derefter besked på at flytte køretøjet.

3. Så kommer bødeblokken frem.

4. Til sidst fejebladet.

Hvordan de tusindvis af vognmænd, som er medlemmer af Vejskatkomiteens Facebook-gruppe, reagerer på opslaget, er endnu uvist. 

Det er nemlig ikke muligt at kommentere opslaget.

Den forhadte afgift

Vognmændenes utilfredshed med den nye kilometerafgift skyldes blandt andet, at de mener, den rammer geografisk skævt i Nord- og Vestjylland, der kører flere kilometer for at nå ud til kunderne.

Samtidig bliver afgiften dyr og besværlig at administrere, lyder det fra vognmændene, som peger på, at størstedelen af regningen til slut havner hos kunderne.

Den nye kilometerafgift skal ifølge politikerne være med til at skubbe på den grønne omstilling i transportbranchen.

Den nu opløste Vejskatskomiteen bestod af vognmand Jan Lillegaard, Vognmandsfirmaet Ernst Jacobsen, Ølgod, vognmand Poul Jørgensen, HV Transport A/S, Herning, og Vognmand Torben Dyhl Hjorth, Viborg Vognmandsforretning ApS.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.