Forsikringer

Stormen Malik kostede dyrt: Forsikringsselskab melder om sorte tal trods usikkert år

Storm, storbrand og kursfald til trods har Thisted Forsikring alligevel formået et plus på bundlinjen

2022 var et omtumlet år, ikke mindst på de finansielle markeder, men hos Thisted Forsikring kan de trods alt præsentere et solidt overskud på 4,6 mio. kr. før skat.
2022 var et omtumlet år, ikke mindst på de finansielle markeder, men hos Thisted Forsikring kan de trods alt præsentere et solidt overskud på 4,6 mio. kr. før skat. Foto: Bo Lehm

Opdateret 23. marts 2023 kl. 18:29

THISTED: I Thisted Forsikrings domicil i Thyparken kan administrerende direktør Dennis René Petersen se tilbage på et 2022, der trods mange uforudsigeligheder alligevel endte positivt for det lokalt forankrede forsikringsselskab.

Bundlinjen siger 4,6 mio. kr. før skat, hvoraf driften af forsikringsforretningen har bidraget med 57,2 mio. kr., mens kursreguleringerne på et omskifteligt finansielt marked har kostet 52,6 mio. kr.

- Det solide forsikringsresultat er et udtryk for, at vi driver en grundlæggende sund forretning i forhold til det, der er vores DNA, nemlig at drive forsikringsselskab i Nord-, Midt- og Vestjylland. Omkostningsstyring og kundetilgang er med til at sikre et solidt resultat, forklarer Dennis René Petersen.

Forsikringsdelen dækker over præmieindtægterne, skadesudgifterne og omkostninger til drift af selskabet. Og så er der investeringsdelen, hvor selskabet investerer de forudbetalte præmier, hensættelser på skader samt selskabets egenkapital.

Ukraine og uro sætter spor

Ruslands aggressive invasion af Ukraine har påvirket hele Europa, og således også et lokalt forsikringsselskab i Thisted. De stigende priser og den øgede inflation med de deraf stigende renter kan mærkes, fortæller Dennis René Petersen:

- Udviklingen i renteniveauet og de deraf følgende kursreguleringer betød, at vi fik et negativt afkast på obligationsbeholdningen med 52,6 mio. kr, siger han og fortsætter:

- Kigger man på vores obligationsbeholdning, må vi notere os et tab her og nu. Men de penge kommer hjem igen, når obligationerne indløses, afhængigt af obligationernes løbetid.

Udover uroen på finansmarkederne har to begivenheder også sat deres spor i regnskabet.

- Vi havde en storbrand i en industrivirksomhed i starten af 1. kvartal 2022, og samtidig gik stormen Malik i land i Hanstholm, midt i vores kerneområde, med flere end 1100 skader til følge. De to begivenheder kostede efter reassurancedækning os omkring 22 mio. kr., fortæller Dennis René Petersen.

Han tilføjer, at de efterfølgende kvartaler udviklede sig mere normalt, mens 4. kvartal var gunstigt. Det efterlader resultatet på forsikringsdriften lidt over det forventede.

Sikrer kunderne ro om priserne

Dennis René Petersen har tidligere været ude med kritik af andre aktører i branchen, som efter hans opfattelse skruer priserne unødigt op under dække af inflation og vanskelige tider.

- Allerede i efteråret kunne vi aflæse et forventet positivt resultat af forsikringsdriften og besluttede, at vi ikke ville justere præmierne på samme niveau som inflationen udgør. Det er vi i stand til på baggrund af de stærke resultater de senere år, og vi har derfor kun justeret præmierne med 2,51 pct, påpeger Dennis René Petersen.

En anden vigtig faktor er, at det er kunderne, der ejer Thisted Forsikring, og at selskabet derfor ikke skal aflevere et udbytte til aktionærerne.

- Vi har i en årrække haft positiv drift på forsikringsdelen, og det har gjort, at vi lige nu har reserver, der er 2,6 gange større end myndighederne krav. Det giver vores kunder sikkerhed for, at vi ikke justerer præmierne unødigt samtidig med, at vi er robuste til fremtiden, siger Dennis René Petersen.

Thisted Forsikring tager det lokale sociale ansvar alvorligt ovenpå de stærke økonomiske resultater.

- Derfor har vi fokus på at udvikle og fastholde lokale medarbejdere, samt på at tiltrække kvalificerede arbejdskraft. Vi har konstant 4-5 elever under finansuddannelse. Samtidigt tiltrækker vi unge, der vender hjem til vores område efter endt uddannelse og gerne vil bo og leve her samtidigt med, at de har et spændende og inspirerende arbejde, hvor deres udvikling kan forsætte, siger Dennis René Petersen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden