Stormskader tikker ind: Men forsikringsselskab havde frygtet flere

Forsikringsselskabets Topdanmark har søndag eftermiddag modtaget 250 anmeldelser om stormskader.

Stormen Malik har siden lørdag formiddag hærget det meste af Danmark, og det har fået flere forsikringskunder til telefonerne.

Hos forsikringsselskabet Topdanmark er det særligt kunderne i Midtjylland, der har anmeldt stormskader, fortæller selskabets pressechef, Troels Karlskov.

- Her er der især tale om de typiske stormskader, hvor trampoliner, hegn og tage har taget en tur over grunden og desværre ramt en bygning, lyder det.

Selskabets kunder i Nordsjælland og København har også været hårdt ramt. Her har vandskader været dominerende.

Omkring klokken 16 søndag eftermiddag har Topdanmark modtaget 250 anmeldelser om stormskader på landsplan, men man regner med, at der kommer et større efterslæb både søndag og mandag.

- Det er et spørgsmål om tid, før vi regner med at have omkring 2-300 skadesanmeldelser i timen, fortæller Troels Karlskov.

Sammenligner man tallene med tidligere storme, så ser det ifølge pressechefen bedre ud end frygtet, når man kigger på typen af skader og omfanget af skader.

- Men det er den foreløbige konklusion, så det kan selvfølgelig sagtens ændre sig, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.