Storordre: Kyllingemøg bliver til grøn strøm med hjælp fra Aalborg
Aalborg Energie Technik a/s har sikret sig en ordre på et miljøvenligt kraftværk fyret med kyllingemøg i Tyrkiet

Aalborg Energie Technik var medvirkende, da verdens første kraftværk til forbrænding af kyllingemøg, Eye Power Station i Storbritannien, blev bygget. Privatfoto
AALBORG:Netop nu er man i gang med at ansætte flere folk hos Aalborg Energie Technik A/S (AET), der har fået en ordre på et kraftværk i Bolu-distriktet i Tyrkiet.
Præcist hvor meget staben som følge af ordren skal udvides i forhold til de nu cirka 120 ansatte i Aalborg, ligger endnu ikke fast.
- Vi er forpligtet til ikke at oplyse kontraktsummen, men det er en stor ordre i vores verden, og der bliver tale om i hvert nogle nye job, fortæller strategi- og marketing chef Frank Scholdann Lund.
250.000 tons møg om året
Kraftværket er ret specielt, da det skal fungere med kyllingemøg som brændsel, og på det område er AET som medvirkende til verdens første anlæg af denne art, Eye Power Station i Storbritannien, specialister. Det høje klor- og alkaliniveau i kyllingemøget kræver således særlige foranstaltninger for at minimere slaggedannelse, belægning og korrosion og dermed sørge for en sikker og kontinuerlig drift af anlægget.
Anlægget i Tyrkiet skal efter planen årligt forbrænde ca. 250.000 tons biomasse, og det vil give en ganske betydelig miljøgevinst.
Kylling er den vigtigste kødproteinkilde i Tyrkiet, og kyllingeindustrien er hastigt voksende. Antallet af kyllingefarme i Bolu-distriktet er koncentreret, og der er et stigende affaldsproblem fra farmene. Affaldet fra staldene er typisk en blanding af risskaller og træflis blandet med kyllingemøg, og det udgør flere miljøproblemer i form af forurening af jord og vand, spredning af kyllingesygdomme, risiko for menneskers helbred og lugtgener.
- En produktionscyklus er på 30-40 dage, hvorefter man fjerner strøelse, foder og gødning. For nuværende lægger man det bare i en bunke og lader det rådne. Hvis man ikke bare lader det ligge, hælder man diesel på og brænder det af. Kraftværket vil derfor give en kæmpe miljøgevinst, forklarer Frank Scholdann Lund.
Forsyner 100.000 husstande
Mens kyllingemøget ikke direkte kan anvendes som gødning, vil de 35.000 tons aske, der årligt produceres af anlægget, kunne og blive brugt som bakteriefri og næringsrig gødning. Strømproduktionen vil kunne forsyne omkring 100.000 husholdninger, hvilket reducerer den årlige udledning af CO2 med cirka 200.000 tons, når det erstatter strøm fra et kulfyret anlæg.
Kombinationen af AET’s forbrændingssystem og biomassekedel sikrer lave emissioner, som overholder de europæiske emissionsgrænser. Kraftværkets egetforbrug er kun cirka 2,5 procent af den indfyrede effekt, og dette øger nettostrøm-produktionen.
AET er ansvarlig for projektering, indkøb og bygning af forbrændingsanlægget, mens bygge- og anlægsarbejdet varetages af ordregiveren, MAV Elektrik Üretim Sanayi ve Ticaret A.S., der ejes af selskabet Gülsan Holding. Anlægget er planlagt til at påbegynde el-produktion i sidste halvdel af 2021.
AET har i forbindelse med kontrakten etableret kontor i Tyrkiet med foreløbig en ansat. Derudover har man cirka 20 personer ansat i en afdeling i Frankrig og ejer halvdelen af en afdeling i england, der begge tager sig af drift og vedligehold af tidligere leverede anlæg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.