Storstilet satsning på ladere til elbiler: Nordjyderne vil mærke en markant forbedring
Elbilerne kører fra antallet af ladestandere i Nordjylland. Det vil Clever lave om på
NORDJYLLAND: En af Danmarks førende ladeoperatører skruer nu gevaldigt op for ambitionerne i bestræbelserne på at sikre tilstrækkelig ladekapacitet til de mange danskere, som kører elbil.
Også i Nordjylland.
Salget af elbiler er de senere år vokset hastigt, men ladeinfrastrukturen har slet ikke kunnet følge med. Derfor hæver ladeoperatøren Clever nu sit ambitionsniveau med en målsætning om at etablere 1.200 offentligt tilgængelige ladepunkter i Nordjylland inden udgangen af 2025.
- Der er på nuværende tidspunkt 160 ladepunkter, så nordjyderne vil mærke en markant forbedring over de næste år, fortæller Clever-direktør Casper Kirketerp-Møller.
Frygten for at løbe tør
I 2021 blev der i Danmark i alt solgt 65.000 elbiler eller plug-in-hybrider – svarende til en fremgang på 75 procent på bare et år. Alene i december udgjorde de opladelige biler over halvdelen af alle nye solgte biler i Danmark.
Men mens salget af opladelige biler buldrer afsted, sakker ladeinfrastrukturen kraftigt bagud. Hverken motorveje eller landets byer – ej heller i Nordjylland – er lige nu rustet til at kunne håndtere de mange biler, der kræver ladekraft.
Det er særligt et problem i Nordjylland, hvor mange er afhængige af deres bil i hverdagen. Derfor håber Clevers direktør, at flere ladepunkter i regionen kan gøre det mere attraktivt at tilvælge en elbil.
- Vi ved nemlig, at en af de væsentligste årsager til, at folk afholdes fra at købe en elbil, er frygten for at løbe tør for strøm, når man er på farten, siger han.
Opladning på 20 minutter
Med udgangspunkt i de nye ambitioner vil Clever både investere i flere normal- og lynladestandere. Konkret vil Clever nu etablere 1.100 nye normalladere ved parkeringspladser og kantsten, så de elbilister, der ikke har adgang til hjemmeopladning, får nemmere ved at finde en lademulighed.
Samtidig skal der yderligere etableres 118 nye lynladere ved trafikale knudepunkter, som kan oplade en almindelig elbil helt op til 80 procent på omkring 20 minutter.
Den nye målsætning for Nordjylland er et led i Clevers nye landsdækkende ambition om at have etableret 20.000 offentlige ladestandere i hele landet inden udgangen af 2025. Før hed ambitionen 10.000 ladestandere.
Den slags projekter er hverken nemme eller billige. Investeringsplanen lyder på tre milliarder danske kroner til og med 2025. Det kan primært lade sig gøre, fordi Clever er ejet af en af de største energimastodonter i Danmark, elkoncernen Andel.
Smart opladning
I Danmark har vi lige nu cirka én offentligt tilgængelig ladeplads per 12 elbiler i bilparken. Antallet af offentligt tilgængelige ladepunkter steg i 2021 med 68 procent, men i samme periode steg antallet af opladelige biler på de danske veje med hele 135 procent.
Politisk er der en målsætning om 1 million grønne biler på vejene i 2030. En mangedobling, som også stiller store krav til ladeinfrastrukturen og det danske elnet.
Der er ifølge Casper Kirketerp-Møller derfor behov for at tænke opladningen smartere, så alle elbilerne ikke lader samtidig med, at befolkningens generelle belastning af elnettet er højest.
- Langt størstedelen af opladningen af elbiler foregår derhjemme, og her skal vi sikre, at så mange som muligt lader intelligent om natten, hvor strømmen i højere grad er baseret på vedvarende energi, og belastningen af elnettet er mindre. Samtidig skal vi tænke vores lynladestationer smarte ved at installere batterier, der kan udjævne forbruget, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.