Smart træk ændrede alt for stort gods
Et af landets største landbrug har fået styr på økonomien med ændret strategi

Overgaard Gods ligger lige syd for indsejlingen ved Mariager Fjord. Arkivfoto: Henrik Bo
NORDJYLLAND:Efter en årrække med svingende resultater, er der nu klækkeligt overskud på et af landets største landbrug, der driver griseproduktion, grovvarehandel og planteavl syd for Mariager. Det skriver Agriwatch.dk.
Overgaard Gods råder over 2400 hektar jord, heraf er 400 hektar skovbrug. Dertil kommer en griseproduktion med 1600 årssøer og 1000 hektar skov ved Dronninglund.
Overgaard Gods består af Overgaard Gods A/S, Dan Mark Skov A/S samt Overgaard Avlsgaard A/S. Samlet set giver selskaberne et årsresultat for 2022 på seks millioner kroner. Det er det bedste resultat i mange år. I 2021 havde godset et underskud på 2,3 millioner kroner.
Ifølge en pressemeddelelse skyldes det gode resultat en strategiændring for tre år siden med øget fokus på effektivisering. Resultatet er dog påvirket negativt af kurstab på obligationer på baggrund af stigende renter.
- Vores finansielle setup sikrer vores soliditet og dermed sikkerhed overfor vores kunder. Alle vores egne aktiviteter har i år bidraget positivt til driftsresultatet, og jeg er meget fortrøstningsfuld over det endelige regnskab. Vi kigger tilbage på et år, hvor de ting, vi selv kan kontrollere, er lykkedes for os. Som direktør kan jeg kun være stolt over, hvor hurtigt vi viser resultater, skriver Kasper Henricksen, adm. direktør, Overgaard A/S, i en pressemeddelelse.
Det gode resultat er også skabt med baggrund i en anden væsentlig strategiændring. Tidligere eksporterede godset halvdelen af sine smågrise, men sidste år gik man over til én dansk aftager, med adresse i nærområdet.
- På grund af vores specialgriseproduktion giver det mening for os at sælge til danske aftagere. Eftersom grisene bliver i nabolaget, beskytter vi tilmed vores sundhedsstatus. Vi har i medarbejderstaben fokus på det, som vi kan kontrollere i staldene: at minimere vores produktionsomkostninger, og at grisene har det godt, skriver Kasper Henricksen i pressemeddelelsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.