Strejke på Aalborg Portland - derfor er ansatte gået hjem
Først i morgen mødes medarbejderne igen for at drøfte, om de skal genoptage arbejdet
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:29
AALBORG: Op mod 75 medarbejdere på cementvirksomheden Aalborg Portland A/S i Aalborg nedlagde arbejdet torsdag middag, og strejken omfatter både 3F-medlemmer, smede og maskinarbejdere organiseret i Dansk Metal samt elektrikere.
De strejkende mødes igen fredag morgen for at drøfte, om de skal genoptage arbejdet.
En strid om løn
Strejken skyldes lønforhandlinger, der er gået i hårdknude.
- Medarbejderne mener, der er blevet tilbudt for lidt i lønstigning, siger Jan O. Gregersen, formand for Dansk Metal i Aalborg.
Dansk Metal har omkring 35 medlemmer, der arbejder på Aalborg Portland.
Også 3F Aalborg bekræfter, at deres medlemmer på Aalborg Portland har nedlagt arbejdet. Der er lidt over 100 3F-medlemmer på den store cementvirksomhed, men nogle af de ansatte har kritiske funktioner som at holde gange i ovnene, og de har ikke nedlagt arbejdet, oplyser faglig medarbejder Jack Møller Jensen fra industrigruppen i 3F Aalborg.
Produktionen fortsætter
Kommunikationschef Thomas Uhd fra Aalborg Portland oplyser, at 50-75 af medarbejderne har nedlagt arbejdet på grund af lønstriden.
Den store cementvirksomhed i Aalborg har omkring 350 medarbejdere, og Thomas Uhd forventer ikke, at strejken vil påvirke produktionen i større grad.
- Vi kommer til at levere det, vi skal levere, siger han.
Virksomheden håber på, at de strejkende genoptager arbejdet, når de mødes igen fredag morgen.
Thomas Uhd vil ikke gå i detaljer om lønstriden.
- Det er en intern forhandling, siger han.
Læs også:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.