Strøm er meget dyrere for jyder og fynboer end på Sjælland

Strøm er næsten gratis øst for Storebælt, mens det er ganske dyrt vest for. Det skyldes flere forhold.

Havvindmølleparken Kriegers Flak (på billedet) ligger i Østersøen mellem Danmark, Sverige og Tyskland. Efter den blev sat i drift i september sidste år, har man oftere set et produktionsoverskud af strøm i Østdanmark, siger konsulent fra Green Power Denmark til Børsen. <i>Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix</i>

Havvindmølleparken Kriegers Flak (på billedet) ligger i Østersøen mellem Danmark, Sverige og Tyskland. Efter den blev sat i drift i september sidste år, har man oftere set et produktionsoverskud af strøm i Østdanmark, siger konsulent fra Green Power Denmark til Børsen. Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

I disse dage er det dyrere for jyder og fynboer at tænde opvaskemaskinen end for sjællændere.

Mellem midnat og klokken 01.00 natten til torsdag kostede strøm 1 øre per kilowatt-time i Østdanmark. I Vestdanmark kostede det lige under tre kroner for præcis samme mængde strøm på præcis samme tid.

Det viser data fra elbørsen Nord Pool, skriver Børsen.

Mønsteret har vist sig flere gang i løbet af den seneste uge.

Kristian Rune Poulsen, der er konsulent i brancheorganisationen Green Power Denmark, forklarer, at Danmark er delt op i to prisområder, fordi der er en flaskehals henover Storebælt. Her ligger et strømkabel på bunden af havet.

- Lige nu er flaskehalsen mellem Øst- og Vestdanmark meget udtalt, fordi vi har rimelig meget energi i Sverige, Østdanmark og Nordnorge, mens blandt andet Tyskland mangler mere elproduktion af den billige slags.

Vestdanmark er i høj grad bundet op på det tyske system, mens Østdanmark svinger i takt med resten af Skandinavien.

Elprisen fastsættes efter en trappekurve. De højeste trin er for eksempel kraftvarmeværker, olie og gas. De er blevet dyre.

De nederste og billigste trin er for eksempel sol og vind.

Derfor kan der være forskel på, hvilket trin landsdelene ligger på, og hvor høj prisen dermed er.

I Tyskland har man - modsat i Danmark - én fælles elpris, men det kræver, at man hele tiden betaler i et separat marked for at få skruet op og ned rundt i landet for at skabe balance, forklarer Kristian Rune Poulsen.

- I Danmark har vi en meget tydelig grænse mellem øst og vest, og derfor har Energinet valgt at have to prisområder, så markedet selv kan udligne prisforskellen.

Prisen i Vestdanmark påvirkes især af, at der i Tyskland i øjeblikket er bekymring for gasforsyningen, hvilket har fået priserne til at skyde i vejret.

Det skyldes, at det årlige vedligeholdelsesarbejde med rørledningen Nord Stream 1 er i gang. Forsyningen ventes at blive indstillet i ti dage. Der er dog nervøsitet for, at nedlukningen forlænges som følge af krigen i Ukraine.

Til gengæld har Sjælland og øerne god gavn af elproduktion fra havvindmølleparken Kriegers Flak, forklarer Kristian Rune Poulsen. Den ligger mellem Sjælland og Bornholm.

Han forventer, at den store prisforskel falder om et døgns tid.

- Det plejer at være et par øres forskel, når man ser på det over en længere periode, men i de her dage er det en helt ekstrem forskel. Min forventning er, at det ikke er permanent, men vi vil se forskelle, også i fremtiden.

- På den lange bane skal man nok ind i Putins hoved for at kunne spå om det, for det hænger meget sammen med gasforsyningerne, som er med til at destabilisere hele energimarkedet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.