Succesrig Aalborg-virksomhed i nyt millionsalg
Nu skal der fart i væksteventyr og ansættes flere medarbejdere

Troels Severinsen, administrerende direktør i Logimatic Holding A/S. Arkivfoto: Jan Pedersen
AALBORG:Den nordjyske it-koncern Logimatic har for anden gang på under et halvt år påkaldt sig interesse fra en stor udenlandsk aktør.
Tilbage i september frasolgte Logimatic-koncernen sit datterselskab Logimatic Solutions A/S til italienske RINA, som dermed overtog 45 medarbejdere, ledelsen og de nuværende lokaler i Aalborg.
Nu bliver der igen solgt fra.
Denne gang har Logimatic frasolgt datterselskabet Logimatic IDS A/S, som fremover bliver en del af den finske koncern Roima Intelligence.
- Vi er stolte af igen at have påkaldt os positiv opmærksomhed udefra, udtaler Troels Severinsen, administrerende direktør i Logimatic-koncernen.
Specialist i særlig software
Salgsprisen er hemmelig, men finnerne overtager en virksomhed med 35 ansatte og en omsætning på cirka 23 millioner kroner.
Logimatic IDS, som nu fremover hedder Roima Denmark, er specialist i lagerstyringssoftware, der betjener detail-, engros- og produktionsvirksomheder samt hospitaler og hoteller.

Logimatic IDS’ administrerende direktør og kommende direktør for Roima Denmark Karsten Bangshaab (tv) sammen med Roimas CEO, Markus Kalalahti. PR-foto.
Den nye ejer, finske Roima Intelligence, er cirka 10 gange så stor som sit nordjyske nyindkøb. Opkøbet i Nordjylland er ifølge topchef Markus Kalalahti. et vigtigt skridt i Roimas ekspansion i Nordeuropa.
- Vores ambition er at blive Nordeuropas førende leverandør af software til styring af logistik og supply chain, fastslår han.
Logimatic IDS A/S’ nuværende direktør, Karsten Bangshaab, fortsætter som chef for foretagendet. Han forudser, at man med den nye ejer kan accelerere væksten yderligere. Og der skal ansættes flere medarbejdere på Aalborg-kontoret.
- Med vores væksteventyr, der yderligere tager fart, får vi brug for endnu flere talenter inden for softwareudvikling og projektledelse, siger Karsten Bangshaab.
Efter salget består Logimatic-koncernen af selskaberne Logimatic Engineering A/S med afdelinger i Aalborg og Værløse samt Xtel Wireless A/S.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.